Livet med Hodgkin lymfom
Det er forskelligt, hvordan man har det under og efter behandlingen for Hodgkin lymfom. Her kan du læse om, hvad du selv kan gøre under og efter behandlingen og finde hjælp til at takle de bivirkninger og senfølger, som du måske oplever.
Reaktioner på alvorlig sygdom
Alvorlig sygdom en kæmpe omvæltning, som for de fleste fører til en masse mange uvante tanker og følelser med sig.
Der er forskel på, hvordan - og hvornår - man reagerer. For mange kommer den psykiske reaktion først, når behandlingen er færdig, og når smerterne måske ikke længere er dominerende. Det kan overraske én - ligesom omverdenens reaktioner også kan overraske én.
Det kan også være svært at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet. Reaktionerne er helt naturlige, men kan være svære at takle. Find råd og vejledning her:
Træthed er normalt
Efter afslutning af kemoterapi og strålebehandling kan du i en periode opleve at være meget træt. Det tager oftest et par måneder at komme sig over trætheden. På trods af denne træthed oplever nogle også problemer med at sove, måske pga. bivirkninger fra behandlingen.
Find hjælp til, hvordan du tackler hverdagen med træthed og søvnløshed bedst muligt:
Motion mindsker trætheden og øger livskvaliteten
Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Motion styrker kroppen og vil også give dig mere energi. Det behøver ikke være hård motion eller i lang tid. En gåtur er også fin. Mange oplever at føle sig bedre tilpas efter at have rørt sig.
På enkelte centre tilbydes der aktiv træning under selve kemoforløbet, hvis man fysisk og psykisk skønnes at kunne tåle det. Spørg på den afdeling, hvor du bliver behandlet, om hvad der er af tilbud i dit nærområde.
Læs mere om motion og træning, når du har kræft, og få idéer til, hvordan du kan få mere motion ind i din hverdag:
Genoptræning kan være nødvendig
Et krævende behandlingsforløb kan give fysiske gener, og nogle vil have brug for genoptræning. Det er vigtigt, at man får en genoptræningsplan, inden man bliver udskrevet fra hospitalet, for at have ret til genoptræning. Læs mere:
Kost og kræft
Du kan styrke din krop under en kræftbehandling ved at have fokus på, hvad du spiser. Efter kræftbehandlingen kan sund mad være med til at give dig ny energi og styrke kroppen. Din vægt og appetit er afgørende for, hvad der er sund mad for dig.
Følg de almindelige anbefalinger, hvis du ikke har spiseproblemer
Hvis du kan spise, som du plejer, og ikke taber dig, kan du følge de samme retningslinjer for sund og kræftforebyggende mad, som gælder for alle andre. Dvs. at spise en varieret kost med fokus på fuldkorn, frugt og grønt, fisk og skaldyr, lyst kød og planteolier.
Gode råd hvis du har problemer med at spise
Sygdommen og behandlingen kan medføre en række gener, som mindsker lysten til mad eller gør det svært at spise normalt. Hvis du har lille appetit og taber dig, er det vigtigt at sørge for, at du ikke taber dig mere. Spis mad med højt fedtindhold og protein. Spar på frugt, grønt og fuldkorn, da de mætter meget, men har et lavt energiindhold.
Læs mere om, hvad der godt at spise og drikke, når man har kræft - hvad der er myter, og hvad man skal holde sig fra:
Opskrifter, alternativ behandling og mentale redskaber
For de fleste giver det energi at gøre noget godt for sig selv. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der giver energi og styrker livskvaliteten. For nogle giver det energi at træne hårdt, for andre at dyrke mindfulness eller lave sund mad. Få inspiration til, hvad du kan gøre:
Arbejde under og efter kræftforløbet
Nogle kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden - og måske også et godt stykke tid efter, at behandlingerne er afsluttet. Det er ikke alle, der kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have været syg - men mange kan, og der er flere muligheder for at komme tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Læs mere om arbejde under og efter sygdom her:
Behandling for lymfekræft med højdosis kemoterapi og stamcelletransplantation øger risikoen for senere i livet at få leukæmi og hudkræft
Det er vigtigt at vide, at der på lang sigt er en vis øget risiko for at udvikle almindelig hudkræft, akut myeloid leukæmi og myelodysplastisk syndrom (kan være et forstadie til leukæmi) efter intensiv behandling med kemoterapi og stamcelletransplantation. Der er ikke en øget risiko for andre kræftformer.
Man skal være opmærksom og søge læge ved:
- Et sår, der ikke vil hele eller en knude på huden, der vokser og måske væsker eller bløder
- Træthed, feber, blå mærker og gentagne infektioner som kan være symptomer på akut leukæmi og myelodysplastisk syndrom
Symptomerne behøver ikke at være tegn på kræft, men du bør alligevel tage dem alvorligt. De kan være tegn på, at du er ved at udvikle en kræftsygdom. Hvis det er tilfældet, er det bedst at blive behandlet så tidligt som muligt.
Sammenholdet (app)
Sammenholdet er en gratis app til kræftpatienter og deres pårørende, der gør det nemt at koordinere hjælp i hverdagen fra familie og venner. Med appen kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går i sygdomsforløbet.
Hent 'Sammenholdet' gratis:
Ung Kræft
Ung Kræft er for dig, der er mellem 18 og 39 år og har kræft eller er ung pårørende til en ung kræftpatient. Du kan møde andre unge med kræft og unge pårørende. Se mere på Ung Kræfts hjemmeside.
Ung KræftBrug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk