Jeg er kollega
Vi tilbringer meget af vores tid på arbejdspladsen, og derfor er det naturligt at blive påvirket, hvis en kollega bliver syg. Her finder du et par gode råd til din samtale med en kollega, der har kræft.
Prøv at rumme din kollegas følelser
Allerførst: Du kan ikke sige eller gøre noget, der ændrer på den situation, din kræftramte kollega står i. Men du kan gøre meget ved at vise, at du kan rumme din kollegas følelser og tanker, selvom du kan opleve, at det er en svær opgave.
Din kollega kan være forandret efter sin kræftsygdom
Syv ud af 10 kræftpatienter får senfølger af deres kræftforløb. Det kan være problemer med smerter, hukommelse, overblik eller træthed. Er det større forandringer, er det vigtigt, at I taler sammen om det med jeres leder. Det skal din leder tage initativ til.
Hav tålmodighed og tag ikke en afvisning personligt
Hvis din kollega takker nej til at tale eller til din hjælp, er det ikke en personlig afvisning, men det er et nej tak for nu. Din kollegas behov kan ændre sig, og du kan tage spørgsmålet op igen ved en senere lejlighed.
En afvisning kan handle om mange andre ting end jeres relation
Din kræftramte kollega kan takke nej til et besøg under sygemeldingen. Det kan handle om mange andre ting end jeres relation. F.eks. fysisk udmattelse, træthed og manglende psykisk overskud. Det kan også være svært for mange kræftpatienter at skulle forholde sig til spørgsmål om sygdommen.
Tal om andre ting end kræftsygdommen
Din kollega er ikke kun kræftpatient. Tal gerne om andre ting end sygdommen
Ring og få rådgivning fra en professionel rådgiver
Du kan altid ringe til Kræftlinjen på 80 30 10 30. Her taler eller skriver du med professionelle rådgivere, der kan vejlede dig eller hjælpe dig med at få sat ord på de bekymringer, der kan være, når ens kollega har kræft.