Private pensionsordninger
Din sygdom kan medføre en varig forringelse af din arbejdsevne. Hvis dette er tilfældet og du er medlem af en privat pensionsordning, kan du i visse situationer få udbetalt ydelser fra pensionskassen/pengeinstituttet.
Du bør altid kontakte dit selskab for at høre om mulighederne for ydelser, når du bliver syg. De fleste selskaber har ansat pensionsrådgivere/socialrådgivere, der kan hjælpe dig.
En varig ydelse fra et selskab vil i nogle tilfælde afhænge af, om du er tilkendt en offentlig førtidspension, men ikke alle. Det afhænger af det enkelte selskabs vilkår og betingelser.
Udbetaling af kapitalpension eller supplerende engangsydelse før tid
Du kan søge om at få udbetalt en kapitalpension eller en supplerende engangsydelse til en lavere afgift. Normalt vil afgiften være 52% til Skat. Er du imidlertid livstruende syg og søger disse ydelser udbetalt før du fylder 60 år kan de udbetales til en afgift på 40%.
Det er dog altid bestemmelserne i aftalen med selskabet, der sælger kapitalpensioner og supplerende engangsydelser, der er afgørende for, hvornår man kan hæve sin ydelse mod at betale 40 pct. i statsafgift. Derfor er det altid en god idé at undersøge, hvad man har krav på, hvis man lider af en livstruende sygdom.
Du skal være opmærksom på, at der er enkelte kræftformer, der ikke anses for livstruende og derfor ikke giver ret til at få udbetalt kapitalpensionen til den lave afgift. Dette gælder for følgende kræftformer:
- Hudkræft, herunder Kaposis sarkom (uden påvist HIV-infektion)
- Svulster, der ved den mikroskopiske (histologiske) undersøgelse beskrives som præmaligne (forstadier til kræft), såsom:
- Celleforandringer i livmoderhalsen (Cervical Intraepithelial Neoplasi (CIN), alle stadier),
- ”Carcinoma in situ”
- Godartede blærepapillomer,
- Hodgkins sygdom (stadium I)
- Kronisk lymfatisk leukæmi