Tilskud til tandskader efter behandling
Kræftpatienter, som får alvorlige problemer med tænderne, har mulighed for at søge om økonomisk tilskud til tandlægebehandlingen i den region, hvor de bor.
Mange kræftpatienter får problemer med tandskader og senfølger i munden på grund af kræftbehandling.
Tandproblemer af kræftbehandling
Man ved, at kræftbehandling kan medføre mundtørhed på grund af nedsat spytsekretion. Nedsat spytsekretion øger blandt andet risikoen for udvikling af karies, som ubehandlet kan føre til betydelige tandproblemer eller betydelig oral funktionsnedsættelse.
Tilskudsordningen er målrettet udvalgte patientgrupper der er i særlig risiko for eller har fået betydelige tandproblemer eller betydelig oral funktionsnedsættelse som følge af deres sygdom eller sygdomsbehandling.
Udvalgte patientgrupper (§ 166-ordning)
Følgende patientgrupper er i særlig risiko for at få betydelige tandproblemer eller oral funktionsnedsættelse som følge af deres sygdomsbehandlingen, og har dermed mulighed for at søge om tilskud:
- Patienter, der på grund af kræft har fået strålebehandling i hoved- eller halsregionen
- Patienter, der på grund af blodkræft har modtaget helkropsstråling forud for allogen knoglemarvstransplantation
- Patienter, der på grund af knoglemarvstransplantation har udviklet kronisk graft versus host-sygdom (GvHD)
- Patienter, der på grund af kræft har fået kemoterapi, immunterapi eller hormon- og antihormonbehandling
- Patienter, der på grund af sygdom i skjoldbruskkirtlen har modtaget behandling med radioaktivt jod
Man har ikke ret til tilskud for skader som følge af behandlingsformer, som ikke udtrykkeligt er nævnt i loven. Derfor vil ikke alle kræftpatienter kunne få tilskud efter ordningen.
Læs mere om bivirkninger og senfølger i mund og svælg:
Hvad kan man få tilskud til
Man kan få tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje, hvis det fagligt kan relateres til ens sygdom eller sygdomsbehandlingen. Derudover ydes der støtte til reparation eller udskiftning af tidligere bevilget tandprotese.
Det er uddybet i vejledningen hvilke andre behandlinger der kan gives tilskud til:
Ny vejledning om den regionale tandpleje
I vejledningen kan du også læse mere om de grundlæggende kriterier for visitation til tilskudsordningen - altså de nærmere betingelser for at få tilskud.
Patientgrupper der er visiteret til særligt tilskud til almindelige forebyggende og behandlende tandpleje, kan også ansøge om tilskud til særligt kostbare behandlinger grundet betydelig dokumenteret oral funktionsnedsættelse, som følge af sygdomsbehandlingen. Dette er også beskrevet nærmere i vejledningen.
Sådan ansøger du
Du kan finde ansøgningsskemaer og vejledninger på din regions hjemmeside nedenfor:
Ansøgninger fra før 1. juli 2024
Hvis regionen har modtaget din ansøgningen før den 1. juli 2024, så vurderes den ud fra de gamle regler om særligt tilskud. Hvis du har fået en afvisning af en ansøgning efter de gamle regler, så kan du søge igen og få din ansøgning vurderet efter de regler der er trådt i kraft fra 1. juli 2024.
Klagemulighed
Hvis regionen helt eller delvis afslår at yde økonomisk støtte til din tandbehandling, kan du klage til Styrelsen for Patientklager.
Klagen skal udfyldes elektronisk på borger.dk. Klagefristen er 4 uger efter, at du har fået afgørelsen. Her kan du læse mere om dine klagemuligheder:
Ny lov om økonomisk hjælp til tandskader glæder Kræftens Bekæmpelse
Fremover får kræftpatienter med tandskader bedre mulighed for at søge om økonomisk hjælp til deres tandlægeregninger:
Læs artikel