Førtidspension, seniorpension og job med løntilskud
Både kræftsygdommen og behandlingen af den kan være så belastende, at det bliver nødvendigt at søge førtidspension.
Førtidspension kan bevilges fra 18-årsalderen og op til folkepensionsalderen. En førtidspensionssag kan først begyndes af kommunen, når det er grundigt dokumenteret eller helt åbenlyst, at din arbejdsevne ikke kan forbedres. Det kan f.eks. være, hvis du er for syg til at klare et arbejde.
De fleste, som i dag søger førtidspension, bliver tilbudt et ressourceforløb i stedet
Med førtidspensionsreformen pr. 1. januar 2013 kan du som udgangspunkt ikke få førtidspension, hvis du er under 40 år. I stedet skal du gennemgå et eller flere såkaldte ressourceforløb for at forbedre dine muligheder for at få et almindeligt arbejde eller et fleksjob.
Hvis du kan magte et fleksjob, kan du ikke få førtidspension. I dag kan man få et fleksjob, selvom man kun kan arbejde nogle ganske få timer om ugen.
Førtidspension uden ressourceforløb - f.eks. ved alvorlige kræfttilfælde
Der er dog tilfælde, hvor det ikke giver mening at gennemgå et ressourceforløb, men hvor du i stedet kan få tilkendt førtidspension. Det kan f.eks. være, hvis du er for syg til at klare et arbejde, og der ikke er udsigt til, at du bliver rask igen.
Det er kommunens rehabiliteringsteam, som består af repræsentanter fra beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet, der indstiller til førtidspension.
Regler for førtidspension
Der er tre forskellige sæt regler, som regulerer førtidspensionsområdet:
- De gamle regler gælder, hvis du har fået førtidspension før 2003
- De nye regler gælder hvis du har fået førtidspension efter 2003
- Førtidspensionsreformen gælder for dig, som får førtidspension efter 1. januar 2013
Der gælder samme regler fra 2003 og frem, hvad angår satser og generelle betingelser, men med førtidspensionsreformen i 2013 er der indført ny procedure for, hvordan kommunen tilkender førtidspension.
Merudgiftsydelse
Hvis du har fået bevilget førtidspension efter 2003 og frem, kan du gennem din kommune søge kompensation for dine merudgifter. Eksempler på merudgifter:
- Diætkost
- Medicin
- Transport (befordring) til arbejde og uddannelse
- Uddannelse og behandling
- Køb af praktisk hjælp m.v.
Ydelsen fastsættes ud fra størrelsen af de sandsynliggjorte eller dokumenterede nødvendige merudgifter, du har haft på grund af din funktionsnedsættelse.
Læs mere og se eksempler på merudgifter på sundhed.dk
Hjælp til enkeltudgifter
Hvis du har fået bevilget førtidspension efter 2003, kan du også i kommunen søge eventuelt økonomisk tilskud til medicin eller uforudsete enkeltudgifter efter aktivloven. Kontakt din kommune og hør nærmere.
Førtidspension før 2003
Alle, der har fået førtidspension før den 1. januar 2003, vil fortsat være omfattet af de gamle regler om førtidspension. Det betyder, at en ansøgning om forhøjelse eller ændringer i en førtidspension fra før den 1. januar 2003 fortsat skal behandles efter de gamle regler.
Fire forskellige typer af førtidspension
Højeste førtidspension
Bliver tilkendt personer mellem 18 og 60 år, når erhvervsevne er helt væk eller nedsat til det ubetydelige, pga. helbredsmæssige årsager.
Mellemste førtidspension
Bliver tilkendt personer mellem 18 og 60 år, når erhvervsevnen er nedsat med 2/3 eller mere, pga. helbredsmæssige årsager, samt til personer mellem 60 og 65 år, når erhvervsevne pga. helbredsmæssige årsager er bortfaldet eller nedsat til det ubetydelige.
Forhøjet almindelig førtidspension
Bliver tilkendt personer mellem 18 og 60 år, når erhvervsevnen er nedsat med mindst halvdelen pga. helbredsmæssige årsager eller som følge af en kombination af helbredsmæssige og sociale årsager.
Almindelig førtidspension
Bliver tilkendt personer mellem 60 og 65 år, når erhvervsevnen er nedsat med mindst halvdelen pga. helbredsmæssige årsager eller som følge af en kombination af helbredsmæssige og sociale årsager.
Seniorpension
Seniorpension er for personer med nedsat arbejdsevne på grund af helbredsproblemer og med et langt arbejdsliv bag sig.
Det er muligt at søge seniorpension, hvis man opfylder følgende betingelser:
- Har højst 6 år til folkepensionsalderen
- Ikke modtager førtidspension eller invaliditetsydelse
- Har haft 25 års fuldtidsarbejde
- Kun kan arbejde 15 timer om ugen i forhold til seneste job
På borger.dk kan du få meget mere information om seniorpension, På denne side kan du også via selvbetjening søge om seniorpension:
Det er Seniorpension, der vurderer, om du kan få seniorpension. Når du er blevet tilkendt seniorpension er det Udbetaling Danmark, der beregner og udbetaler din seniorpension.
Tidlig pension
Hvis du er blevet ramt af kræft, og har været tilknyttet arbejdsmarkedet fra en tidlig alder, kan tidlig pension blive relevant.
Med tidlig pension har du mulighed for at gå tidligere på pension, hvis du opfylder betingelserne herfor. Tidlig pension kalder man også ”Arne-pension”.
Hvornår du kan få udbetalt tidlig pension, afhænger af tre ting: Din alder, tilknytning til arbejdsmarkedet og hvornår du søger om udbetaling fra.
Retten til tidlig pension afhænger af, hvor mange år du har været tilknyttet arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at kunne modtage tidlig pension, enten 1, 2 eller 3 år før folkepensionsalderen, at man har været tilknyttet arbejdsmarkedet i henholdsvis 42, 43 eller 44 år.
Du skal have været mindst 42-44 år på arbejdsmarkedet, fra du fyldte 16 år til den måned, hvor der er 6 år (7 år for visse årgange) til folkepensionsalderen. Vær opmærksom på, at anciennitetskravet stiger med folkepensionsalderen.
For at starte udbetaling af tidlig pension, skal du have haft aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet gennem beskæftigelse eller som medlem af en arbejdsløshedskasse. Perioder med blandt andet dagpenge, sygedagpenge, deltidsarbejde, barselsorlov og obligatoriske praktikperioder med elevløn eller SU tæller også med i anciennitetskravet. Tilknytningen til arbejdsmarkedet skal som udgangspunkt være opfyldt i en sammenhængende periode på 9 måneder, der ligger umiddelbart før det tidspunkt, hvor der er 3 måneder til, at du starter udbetaling af tidlig pension.
Derudover skal du som udgangspunkt:
- Være dansk statsborger
- Have fast bopæl i Danmark
- Have boet i Danmark i mindst tre år, fra du fyldte 15 år, til du nåede pensionsalderen
- Du må ikke modtage førtidspension eller seniorpension
Du kan læse meget mere om samt søge om tidlig pension på Borger.dk:
Job med løntilskud (tidligere skånejob) til førtidspensionister (uanset ordning)
Hvis du modtager førtidspension, er under folkepensionsalderen og ikke kan arbejde under almindelige vilkår, har du mulighed for at få et job, hvor du arbejder i få timer. Ansættelsen skal aftales med jobcentret.
Tidligere hed det skånejob, når man som førtidspensionist arbejdede i få timer, nu hedder det job med løntilskud.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at lønnen kan påvirke førtidspensionen, boligydelse, personlige tillæg mv.
Jobcentret i kommunen skal godkende ansættelsen
Inden du begynder at arbejde for en arbejdsgiver og samtidig får førtidspension, skal jobcenteret godkende ansættelsen. Jobcentret kan vejlede dig, hvis du:
- Har kontakt med en arbejdsgiver, som vil ansætte dig med løntilskud
- Vil høre om mulighederne og have hjælp til at finde et job med løntilskud
- Gerne vil i virksomhedspraktik og prøve jobbet af, inden du bliver ansat
Løn og arbejdsvilkår for job med løntilskud
Både offentlige og private arbejdsgivere kan ansætte førtidspensionister med løntilskud.
Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte og får tilskud til lønnen fra kommunen. Løn og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsgiveren, den faglige organisation og den ansatte.
Tillæg til folke- og førtidspension
Du har mulighed for hos kommunen at søge om tillæg som supplement til din folke- og førtidspension.
Personlige tillæg
Hvis du er førtidspensionist fra før den 1. januar 2003, eller folkepensionist, kan du søge om et personligt tillæg, hvis dine økonomiske forhold er særligt vanskelige. Tillægget kan f.eks. søges til diætkost, medicin, tandbehandling og briller. Det er en forudsætning, at der er tale om en nødvendig udgift og at kommunen skønner, at du ikke selv har råd til at betale.
Helbredstillæg
Hvis du har fået bevilget en førtidspension før den 1. januar 2003 eller er folkepensionist, kan du søge kommunen om et helbredstillæg til dækning af dine egne udgifter til:
- Medicin
- Tandlæge
- Høreapparat
- Fysioterapi
- Fodterapi
- Kiropraktor
- Psykolog
Det er en betingelse, at medicin og behandling er tilskudsberettiget efter sundhedsloven.
Helbredstillægget er afhængig af formue og indtægt ud over pensionen
For at være berettiget til helbredstillægget må din og eventuelle ægtefælles eller samlevers formue ikke overstige 99.200 kr. (2024).
På borger.dk kan du læse mere om, hvordan din formue opgøres:
Udvidet helbredstillæg
Med udvidet helbredstillæg kan du få tilskud til tandproteser, briller og fodbehandling, som du ikke kan få tilskud til efter sundhedsloven. Du får tilskuddet som et engangsbeløb, og du skal søge om det, inden du bestiller eller får udført behandlingen.
Det er kommunen, der vurderer, om der kan gives tilskud.
Udvidet helbredstillæg beregnes på grundlag af kommunens prisaftaler med bestemte butikker og behandlere. Du kan frit vælge behandler og ydelser, der er dyrere end kommunens prisaftaler, men så skal du selv betale en eventuel merudgift.