Hjælp fra venner og familie
Når du har kræft, kan det være rart at få klarhed over, hvordan du klarer det praktiske i hverdagen. Hvad har du brug for af hjælp, og hvem kan du trække på? Ofte vil familie og venner gerne hjælpe og støtte.
Hjælp i hverdagen
At være i behandling for en kræftsygdom kan både tage meget tid og være udmattende. Mange har derfor stor glæde af hjælp fra venner og familie til at klare hverdagen. Det kan f.eks. være hjælp til havearbejde eller indkøb.
Hvis du skal indlægges, kan du måske bede en nabo om at tømme postkassen eller passe hunden, mens du er indlagt. Det kan give ro at vide, at der er styr på de praktiske detaljer i hverdagen.
Men hjælpen behøver ikke kun være praktisk. Det kan også være, at nogle af dine venner er gode til at lytte, hvis du bliver bekymret, mens andre måske er bedre til at hjælpe dig med at adsprede dig fra tanker om sygdommen. Det kan måske være at tage dig med i biografen eller ud at gå en tur.
Tag gerne imod hjælp
Ofte vil familie og venner gerne hjælpe, når man er syg. Men nogle gange kan det være svært for dem at finde ud af hvordan. De kan være nervøse for at blande sig for meget, eller de kan være bange for at sige eller gøre noget forkert. Fortæl derfor meget gerne din omgangskreds, hvad du har brug for af hjælp.
Måske synes du selv, at det kan være svært at tage imod hjælp fra andre, hvis du ikke er vant til det. Men tænk på, at det også kan glæde andre at få lov til at hjælpe.
Ideer til, hvad du kan bede om hjælp til:
- købe ind
- lave mad til fryseren
- slå græsset
- hente og bringe børnene til og fra institution/skole
- passe børnene en gang imellem
- gøre rent
- vande planterne eller passe kæledyret, hvis du skal indlægges
Hvem kan hjælpe med hvad?
Det kan være en god idé at tænke over, hvilke af dine venner, familiemedlemmer, kollegaer eller naboer der er gode til hvad, eller hvad de evt. har særlig lyst til at hjælpe med.
Nogle er gode til at støtte følelsesmæssigt, nogle er gode til at hjælpe med det praktiske, og andre er gode til at skabe pauser fra sygdommen og behandlingen.
Fortæl, hvilken hjælp du har brug for
Mange kræftpatienter oplever, at familie og venner siger: ’Sig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med.’ Alligevel kan det være svært at bede om hjælpen, når man behøver den.
Det er meget forskelligt, hvad der føles hjælpsomt. Måske sætter du pris på, at familie og venner selv tager initiativ til, hvordan og hvornår de kan hjælpe dig. Her kan du f.eks. sige til dem, at du vil blive glad for al slags hjælp, bare det er på deres initiativ.
Eller måske har du mere brug for, at du selv er med til at bestemme, hvem der hjælper med hvad og hvornår.
For nogle er det nemmere at bede om hjælp f.eks. på en mail eller i en lukket gruppe på Facebook. Det kan føles mindre anmassende, hvis man skriver til flere på en gang og beder dem melde tilbage, hvis de har tid og overskud til at hjælpe.
Ofte kan pårørende være usikre på, om de støtter på den rigtige måde. Hvis du f.eks. siger: ’Tak fordi du spørger, hvordan jeg har det’ eller ’Hvor er det dejligt, at du ringer, selv om jeg ikke selv får ringet’, kan du på en indirekte måde få fortalt, hvilken hjælp du sætter pris på og gerne vil have mere af.
Praktisk hjælp til hverdagen fra det offentlige
Mange kræftpatienter får i kortere eller længere perioder brug for hjælp af kommunens hjemmepleje.
Du har forskellige muligheder for at få hjælp i hjemmet under dit kræftforløb. Læs mere:
Brug app til at aftale praktisk hjælp
Med appen 'Sammenholdet' kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går. Hent 'Sammenholdet' gratis her: