Erstatning på sundhedsområdet
Hvis du som led i din kræftbehandling har fået en behandlings- eller lægemiddelskade, kan du søge om erstatning hos Patienterstatningen.
Søg erstatning
Du kan søge om erstatning hos Patienterstatningen, hvis din kræftbehandling har medført en behandlingsskade eller lægemiddelskade. Patienter og efterladte til patienter er omfattet af patienterstatningsordningen.
Det koster ikke noget at anmelde en sag til Patienterstatningen, men en eventuel erstatning vil blive fratrukket 8.596 kr. (2024-niveau).
Der kan ydes erstatning for behandlingsskader, der er opstået som led i udredning og behandling på offentlige og private hospitaler eller hos praktiserende sundhedspersoner, herunder praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, psykologer, fysioterapeuter m. fl.
Søg om erstatning
Du kan ansøge digitalt med MitID på Patienterstatningens hjemmeside:
Forældelsesfrister hos Patienterstatningen
Krav om erstatning skal rejses inden 3 år efter, at skaden er opdaget, og højst 10 år efter, den er sket.
Ved skader pga. medicin skal skaden anmeldes senest 3 år efter, at du har opdaget den, og højst 10 år efter den dag, hvor du fik udleveret medicinen. Kravet om erstatning skal sendes til Patienterstatningen.
Vær i øvrigt opmærksom på, at loven ikke kun vedrører forkert behandling. Du har også mulighed for erstatning, hvis en specialist inden for det givne område ville have behandlet dig anderledes, hvis der f.eks. er sket apparatursvigt, eller hvis der er opstået en sjælden og alvorlig komplikation. Det er en forudsætning for at få tilkendt erstatning, at du er påført en skade.
Mulighed for erstatning, hvis du er indkaldt for sent til screening
Nogle oplever desværre at blive indkaldt for sent til de screeninger, som landets regioner er forpligtede til at tilbyde. Årsagerne til de forsinkede indkaldelser kan skyldes tekniske fejl, eller en forkert framelding til screeningsprogrammet, hvis du f.eks. ikke har reageret på tidligere indkaldelser. Der kan også være tale om manglende ressourcer på grund af særlige forhold i regionen.
Du kan have ret til erstatning, hvis du er blevet indkaldt for sent til screening for brystkræft, livmoderhalskræft eller tyk- og endetarmskræft, og du som følge deraf har fået en skade på grund af forsinket diagnosticering.
Vejledning
Skader, der opstår på grund af andre forhold i din behandling, kan være omfattet af loven. Er du i tvivl om, hvorvidt der er grundlag for, at du kan få erstatning, kan du få hjælp ved at kontakte regionens patientvejledere eller Patienterstatningen.
Du kan læse mere om at søge erstatning og om du har ret til erstatning i denne pjece fra Patienterstatningen:
Få mere information på Patienterstatnings hjemmeside eller ved at kontakte din regions patientvejledere.
Anke
Hvis du ikke er tilfreds med Patienterstatningens afgørelse, kan du klage over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatning.
Afgørelser skal være påklaget inden 1 måned efter, du modtog afgørelsen.
Når Ankenævnet for Patienterstatningen har truffet afgørelse, kan du indbringe sagen for domstolene. Dette skal ske inden for 6 måneder fra ankenævnets afgørelse.
På Styrelsen for Patientklagers hjemmeside kan du læse mere om klageadgang:
Godtgørelse til pårørende og andre, der har været indirekte udsat for asbest
Hvis du har lungehindekræft, bughindekræft eller testikelkræft (af typen malignt mesothelium), fordi du indirekte er blevet udsat for asbestfibre, kan du søge om godtgørelse.
Du kan være indirekte asbestoffer, hvis du er eller har været del af samme husstand som den person, der direkte erhvervsmæssigt har været udsat for asbestfibre. Det drejer sig om:
- Ægtefælle/samlever
- Tidligere ægtefælle/samlever
- Forælder
- Andre personer, der er eller har været en del af husstanden, fx børn.
Det er også muligt at få godtgørelse for alle, der har fået kræftsygdommen malignt mesotheliom på grund af asbest fra en virksomhed i deres nærområde. Det gælder for eksempel de mennesker, som boede og gik i skole i nærheden af den tidligere eternitfabrik i Aalborg og mange år senere udvikler kræftsygdommen malignt mesotheliom.
Læs mere om kriterierne for at søge kompensation på borger.dk: