Multisygdom: Hvis du har mere end én sygdom
Mange mennesker har mere end en kronisk sygdom eller lidelse, som ofte kræver behandling gennem hele livet. Det kaldes multisygdom eller komorbiditet. Hvis du har mere end én sygdom, kan det få betydning for din behandling af kræftsygdommen.
Brug for flere forskellige typer medicin og behandlinger
Når man har flere sygdomme, har man ofte brug for flere typer medicin og behandlinger.
Før man bliver behandlet for kræft, skal man have undersøgt, hvordan ens hjerte, lunger, nyrer og lever fungerer. I nogle tilfælde kan sygdom i disse organer medføre, at man tåler kræftbehandlingen dårligere, og lægen vil så vælge den bedst mulige behandling ud fra det.
Multisygdom kan også gøre, at du bliver indlagt på hospitalet i stedet for at få ambulant behandling, så lægerne er sikre på, at du får den bedst mulig behandling.
Flere slags medicin kan påvirke hinanden
Når man får flere slags medicin samtidig, kan de indvirke på hinanden og enten øge eller sænke effekten af medicinen. En anden mulighed er, at et præparat kan medføre bivirkninger, som giver problemer med anden medicin.
Med alderen skal man være mere forsigtig, når man får medicin. Kroppen bliver nemlig mere følsom over for medicin med årene.
Saml dine helbredsoplysninger
Saml dine helbredsoplysninger i en mappe, og eventuelt på din telefon. Så har du dine oplysninger om medicin, indlæggelser, kosttilskud, hjælpemidler samlet et sted. Tag oplysningerne med, hvis du skal informere en ny læge, er på rejse i udlandet eller kommer akut på skadestuen.
For at undgå problemer er det vigtigt, at du selv og alle dine læger ved, hvad du får af medicin. Det er derfor en god idé at have skrevet al din medicin ned. Husk at opdatere listen ved ændringer.