Skip navigation
  1. 1

    Få hjælp

  2. 2

    Hvad er vigtigt for dig lige nu?

  3. 3

    Når døden nærmer sig

  4. 4

    Råd fra rådgiverne

Hvad er vigtigt for dig lige nu?

Nogle er afklarede med situationen og ønsker at tale om livet og døden. Andre har brug for at leve så almindeligt som muligt og prøve ikke at tænke så meget over det.

Selvom man har fået at vide, at man skal dø af sygdommen, kan man stadig have gode dage og føle lykke. At døden nærmer sig, kan skærpe opmærksomheden på at være til stede i nuet og på at nyde de store og små begivenheder i hverdagen. Man kan glædes over at være sammen med familie og venner eller lave nogle af de ting, man holder af. 

Det er slet ikke alle, der har det sådan. Nogle har brug for at trække sig eller måske kun være sammen med den nærmeste familie. 

Del minder og gode stunder

Det kan være givende at tale om livet og de oplevelser, I har haft sammen. Nogle har glæde af at fortælle deres livshistorie eller skrive breve/indtale en besked til deres kære. 

Få hjælp

Det er vigtigt, du fortæller lægen om, hvordan du har det, så du kan få hjælp til at få det så godt som muligt. Det gælder ikke kun fysiske bivirkninger, men også hvordan du har det socialt og psykisk. Hvis du f.eks. føler dig ensom eller rammes af depression. 

Det kan give ro at få styr på det praktiske

Det kan give en ro at få talt om, hvordan du ønsker, at den sidste tid skal forløbe og måske også tage stilling til tiden efter døden, så du ved, at der er styr på det, når du ikke er der længere. 

Hvis du har det på den måde, kan du herunder se nogle af de ting, der kan være godt for dig og måske dine pårørende at tage stilling til:

Tænk over, om du har det bedst med at være hjemme i dine vante omgivelser, eller om du og din familie vil have det bedre med at være på hospitalet - eller hospice, hvis det er muligt. Du kan tale med læge og sygeplejersken om mulighederne. 

Hvis du vil dø hjemme, skal I overveje, om det er praktisk muligt for jer, og hvilken hjælp I kan få fra kommunen. 

Plejeorlov

Det er også muligt for pårørende at få plejeorlov. Det kan være en stor opgave, så tal med en professionel om det, inden I tager beslutningen. Og vær åben for, at det kan være, du/I ændrer mening undervejs.

Hjælp fra Det palliative team

Det palliative team kan støtte dig under hele forløbet både hjemme, på hospitalet og på hospice i samarbejde med din egen læge og plejepersonalet.

Et behandlingstestamente er et dokument, hvor du fortæller om dine ønsker for behandling, så de er kendte og kan overholdes, hvis du ikke selv kan kommunikere. Du kan beslutte, om du ønsker specifikke behandlinger, som f.eks. genoplivning, respiratorbehandling eller smertebehandling. Tal med din læge om det.

Det kan være svært at tale om begravelse og bisættelse, og nogle ønsker slet ikke at forholde sig til det. Andre vil gerne planlægge det selv eller sammen med familien. Der er også nogle, der blot skriver deres ønsker ned, så de efterladte kender til dem. 

Selv hvis det er svært at tale om, kan det give ro at have nedskrevet dine ønsker. Du kan lave et dokument selv eller finde en skabelon online. 

Du kan overvej, hvad der skal ske med dine ejendele og formue, når du ikke er her længere. F.eks. hvordan du vil sikre dem, du efterlader. Et testamente hjælper både dig og dine pårørende til at sikre, at dine ønsker bliver opfyldt.

Ting du kan overveje: 

  • Hvem skal arve dig?
  • Hvad skal de arve? (F.eks. penge, ejendele)
  • Skal arven være særeje?

Selvom du kan skrive dit testamente selv, kan det være klogt at få hjælp fra en advokat for at sikre, at det er juridisk korrekt. 

Tænk over, hvad der skal ske med din profiler på sociale medier, hvis du har det. Nogle familier vil gerne have, at de bliver lukket.  Andre vil gerne have dem til at fortsætte og bruge dem til at mindes. 

Du kan enten selv tage hånd om de forskellige profiler, eller du kan samle en oversigt over alle dine sociale profiler, e-mails, computer og telefon og skrive adgangskoderne til dine kære ned.

Næste trin

Oversigt

  1. 1

    Få hjælp

  2. 2

    Hvad er vigtigt for dig lige nu?

  3. 3

    Når døden nærmer sig

  4. 4

    Råd fra rådgiverne