Hvor ønsker jeg at dø?
Nogle ønsker at dø derhjemme. Andre foretrækker at komme på hospice eller at blive på sygehuset eller plejehjemmet.
Mange har et ønske om at dø hjemme i vante omgivelser. Men der er også mange, der er roligere ved tanken om at dø på et sygehus eller hospice. Sammen med dine nærmeste kan du overveje, hvad du helst vil, og hvad det kræver.
Tal også med din læge og sygeplejerske om, hvor I ønsker, at den sidste tid skal tilbringes.
At dø hjemme
Mange har et ønske om at dø hjemme i vante omgivelser. Det er vigtigt at overveje, om det er en mulighed for dig og dine pårørende og undersøge, hvilken hjælp du kan få i din kommune.
Herunder kan du se en oversigt over, hvad der kan tilbydes af hjælpemidler og ydelser. Men det er forskelligt fra kommune til kommune, hvad de konkret tilbyder:
Pårørende på plejeorlov?
Det er muligt for en pårørende at få plejeorlov og passe dig derhjemme i den sidste tid. Inden du og din ægtefælle, barn eller en anden nærtstående træffer en beslutning om dette, er det vigtigt at forholde sig til fordele og ulemper ved en sådan ordning.
Hvis den pårørende har plejeorlov, kan det give mulighed for, at man kan være tæt på hinanden i den sidste tid, men det kan også være en stor opgave for de pårørende at tage på sig.
Sygehuset
For nogle kræver ens sygdom, at man bliver på sygehuset til det sidste. Andre ønsker selv at være på hospitalet i den sidste tid.
Hvis du skal tilbringe den sidste tid på sygehuset, vil det ofte være på den afdeling, du har været tilknyttet under sygdomsforløbet. I andre tilfælde vil det være på en afdeling på det sygehus, du bor tættest ved eller på en såkaldt palliativ (lindrende) afdeling, som har speciale i lindring.
Plejehjem eller anden institution
Hvis man i forvejen bor på et plejehjem eller en anden institution, som f.eks. aflastningspladser eller beskyttet bolig, vil det være naturligt at tilbringe sin sidste tid her med det kendte personale og egen læge.
Hospice
Nogle ønsker at dø på hospice. Et hospice er et gratis tilbud til uhelbredeligt syge mennesker, hvor man kan få lindrende pleje og omsorg. Man skal visiteres til et hospice, det vil sige, at din egen læge eller sygehuset skal henvise dig.
Læs mere om, hvad et hospice kan tilbyde:
På Videncenter for Rehabilitering og Palliations hjemmeside kan du se mere om, hvor man kan bruge sin sidste tid:
Det kan være svært at tale om
For nogle familier kan det være svært at tale om, hvor man som døende har lyst til at være den sidste tid. Men det kan være en hjælp og en måde at undgå misforståelser på.
Guide: Den sidste tid
I guiden får du et kortfattet overblik over de ting, der kan være godt at vide, hvis du ved, du skal dø af din sygdom. Du kan læse i dybden om de forskellige ting på siderne om den sidste tid.