Kroppen den sidste tid
Når man er døende, kan man opleve forskelligt ubehag i større eller mindre grad. I de sidste døgn svækkes kroppens funktioner gradvist. Føle- og høresansen er de sidste funktioner, der forsvinder.
Kroppen i de sidste uger
Nogle døende får symptomer som f.eks. smerter, kvalme, åndenød eller træthed. Nedenfor kan du læse om, hvad du som syg eller pårørende kan gøre ved de fysiske symptomer.
De fleste mennesker med uhelbredelig sygdom oplever fysisk smerte i lettere eller sværere grad. Smerter kan påvirke kræfterne og tankerne, og man kan blive irritabel, opgivende eller angst.
Nogle smerter er der hele tiden, mens andre smerter kommer og går uden årsag. Man kan også få belastningssmerter, hvis man har brugt kroppen mere, end den kan klare.
Det er vigtigt at tale med lægen om smerterne og om, hvilken medicin man kan tage.
Den konstante smerte lindres ofte med langtidsvirkende medicin, der tages på faste tidspunkter.
Til de pludseligt opståede eller anfaldsvise smerter skal man bruge hurtigtvirkende medicin. Det kan være tabletter, dråber, stikpiller eller indsprøjtning. Det er bedst at tage medicinen, så snart smerterne begynder, og ikke vente på, at de måske går over. Hvis smerterne når at blive for stærke, er de sværere at lindre.
Det er meget normalt, at der over tid skal justeres på den medicin, man får for smerter. Derfor er det en god idé at holde tæt kontakt til lægen og gøre ham eller hende opmærksom på ændringer.
Mange kræftpatienter med fremskreden sygdom er plaget af kvalme. Det er ikke altid, at kvalme fører til opkastning, og man kan også kaste op uden at have haft kvalme forinden.
Kvalme kan som regel behandles eller lindres på flere forskellige måder med kvalmestillende medicin. Der findes både forebyggende og kvalmestillende medicin.
Lider man af kvalme og opkastning, kan det måske hjælpe at ændre lidt på kostvanerne eller at spise eller drikke noget specielt.
Læs mere om kvalmestillende medicin samt om mad og drikke, der er godt mod kvalme:
Det er almindeligt, at patienter med fremskreden sygdom oplever åndenød. Der kan være mange årsager til åndenød. Åndenøden kan bl.a. skyldes lav blodprocent, væskeansamling i lungerne, eller det kan være selve knuden, der trykker.
Hvis det er muligt at gøre noget ved årsagen og behandle åndenøden, bør dette gøres. Åndenød kan gøre en bange for, at man ikke kan få vejret. Denne angst kan gøre åndenøden værre.
Hvis årsagen til åndenøden ikke kan findes eller fjernes, vil der være medicin, der kan afprøves for at hjælpe på både åndenød og angst. Tal gerne med din læge om det.
På trods af åndenøden er det sjældent, at man behøver ilttilførsel. I stedet kan det hjælpe med fysioterapi, f.eks. blid massage, berøring og vejrtrækningsteknik. Det kan også hjælpe at ligge på en anden måde i sengen. Det kan en fysioterapeut eller en sygeplejerske give dig gode råd om.
Kontakt hjemmesygeplejersken og få vejledning til, hvordan man kan økonomisere med kræfterne og andre tiltag for at få det bedre, når åndenøden kommer,
Denne pjece fra Aarhus Universitetshospital har praktiske forslag til åndedrætsøvelser, og til hvordan man f.eks. går på trapper, klæder sig på, løfter tunge ting eller taler i telefon:
De fleste mennesker med en fremskreden sygdom oplever træthed og udmattelse. Man får gradvis behov for mere søvn og hvile end tidligere. Det kan være svært at forholde sig til. Også som pårørende kan det være svært at acceptere, at mulighederne for livsudfoldelse bliver mindre.
Det er desværre sådan, at sygdommen resulterer i mindre energi, og trætheden kan kun i mindre grad hjælpes med medicin, så derfor bliver man nødt til at prøve at indstille sig på begrænsningerne.
I stedet for at fortvivle over, at man ikke orker det, som man tidligere har kunnet, er det bedre at give efter og tillade sig selv at få den hvile, man behøver. Søvn kan være en god lindring i sig selv og kan give mere energi og kræfter.
Den almindelige appetit og lysten til at nyde maden forsvinder gradvis. Det er en naturlig proces. Billedeligt fortalt, er kroppen ligesom en fabrik, der langsomt lukker ned, i takt med at sygdommen udvikler sig, og der er derfor mindre behov for 'brændsel' til maskinerne.
Mange pårørende ønsker at gøre det bedste for den syge og kræser blandt andet om maden. Det er kendt i vores kultur, at det at nyde et godt måltid mad forbindes med hygge og socialt samvær. Netop derfor kan det være vanskeligt at forstå og acceptere, at den syges krop ikke kan modtage og optage næring som tidligere.
Det er derfor en god idé at spise få, lette livretter, der ikke fylder meget på tallerkenen. Synet af en stor portion mad kan tage den lille smule appetit, der er tilbage.
Det kan blive nødvendigt, at den syge får hjælp til at indtage maden, fordi det kan blive anstrengende at spise og drikke.
Man kan blive forvirret, urolig og få hallucinationer i den sidste tid inden døden. Det kan være svært at pege på, hvad uroen kan skyldes.
Omtågetheden kan handle om, at kroppens funktioner er i ubalance i den sidste tid, og det kan gøre, at virkelighedsopfattelsen ændres. Det kan også skyldes behandling med høj dosis af medicin.
Ubalancen kan f.eks. betyde, at man ser ting, der ikke er der, og at man ikke er til at komme i kontakt med.
Det kan hjælpe med rolige, lyse omgivelser, og at den døende har mennesker omkring sig, han eller hun er tryg ved.
Mad og drikke kan også hjælpe, hvis årsagen til omtågetheden er mangel på det. Det er vigtigt at kontakte lægen, så man kan forsøge at finde årsagen. Nogle gange skal der medicinsk behandling til for at vende situationen.
Nogle mennesker kan, jo tættere de kommer på døden, ikke magte for mange gæster, så besøgende bliver ofte kun de allernærmeste. Uro i omgivelserne kan også virke forstyrrende. Andre holder af, at der liv omkring dem.
Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad der er det bedste i jeres situation. Spørg den døende, hvad han eller hun ønsker.
Kroppen i de sidste døgn
Når døden nærmer sig, fungerer alt i kroppen gradvist langsommere og langsommere. Der er ikke længere energi til at tale eller klare så meget. Behovet for og evnen til at spise eller drikke forsvinder.
I de sidste levedøgn vil sanserne svækkes, og den syge vil sove eller døse mere og kan også have svært ved at flytte sig i sengen. Føle- og høresansen er de sidste funktioner, der forsvinder.
Det giver tryghed at være omgivet af mennesker, der kender en
Det kan være svært for den døende at give udtryk for sine behov og ønsker. Derfor kan det være trygt for vedkommende at høre kendte stemmer og vide, at de pårørende og/eller professionelle hjælpere, der er til stede, kender til ens vaner og ønsker.
Nogle holder f.eks. af at få luftet ud og rystet puden, mens andre helst bare vil ligge stille i sengen og har ikke behov for, at der er nogen omkring en hele tiden. Nogle kan lide at blive rørt ved, andre kan ikke lide det.
Det er vigtigt at få gjort tingene for den døende på en måde, som vedkommende selv ville have gjort det på, hvis han eller hun kunne.
Pårørende kan foretage sig ting, som den syge holder af
Det er en god idé, hvis man som pårørende sørger for at foretage sig noget, som den døende holder af. Det kan f.eks. være at spille lidt dæmpet musik eller at læse op af en bog.
Det er godt at spørge den døende, om det er behageligt. Nogle mennesker bliver mere lydfølsomme ved livets afslutning og vil helst have absolut ro.
Det kan også være rart for den døende, at en eller flere sidder ved sengen og taler sammen. Det kan give tryghed ikke at være alene.
Den fysiske omsorg er stadig vigtig. Det kan føles rart at blive frisket op med en fugtig klud i ansigtet og på hænderne, få en nænsom tandbørstning og lidt væde til mund og læber.
Ikke behov for væske eller føde
I de sidste levedøgn er mad og drikke ikke nødvendigt, da kroppen ikke længere kan drage nytte af det. Pårørende er nogle gange bekymrede for, om den døende tørster, men væske er sjældent nødvendigt, da kroppen ikke kan udnytte væsken.
Det kan dog være rart at få fugtet læberne og indersiden af munden. Danskvand kan starte spytsekretionen og forhindre dannelsen af sår og svamp.
Det kan også være en god idé at smøre den syges krop med creme eller at give en blid massage på fødder og ben.
Følesansen og høresansen forsvinder sidst
Følesansen bevares længst i hænder og ansigt, og formentlig er høresansen den sans, der forsvinder til sidst.
Selvom den syge sover eller døser hen, er det derfor vigtigt at sige, hvad man foretager sig, før man gør det. Det kan f.eks. være at sige til, når man kommer ind eller forlader rummet, før man rører ved vedkommende eller ryster puden.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at man taler med dæmpet stemme af hensyn til den døende.
De sidste timer inden døden
Høre- og følesansen er de sidste, der forsvinder. Huden kan blive ekstra følsom. Derfor er det især gennem ord og berøring, at pårørende kan vise deres omsorg over for den døende. Det er vigtigt at være påpasselig med ikke at stryge på huden det samme sted og i for lang tid af gangen, da dette kan føles ubehageligt.
Oftest er døden en gradvis tilbagetrækning og udviskningsproces. Du kan som pårørende spørge plejepersonalet om, hvorvidt de kan sige noget om, hvordan forløbet kan forventes at gå.
Det kan være vanskeligt selv for erfarne læger og sygeplejersker at forudsige, hvornår døden indtræder. Der er dog de sidste timer eller døgn nogle tegn på, at døden er nært forestående. Det skyldes, at kroppens funktioner langsomt ophører.
Tegn på at døden er nært forestående
Den døende sover mere og mere, og bevidstheden og sanserne kan være svækkede. De fleste mennesker bliver bevidstløse, før de dør. De sover tungt og reagerer ikke længere, når man taler til dem eller rører ved dem. Tilstanden kan vare timer eller dage.
I timer til døgn inden døden indtræffer, kan vejrtrækningen måske være lidt raslende på grund af slim i luftvejene, som den døende ikke har kræfter til at hoste op. Den døende er bevidsthedssvækket og mærker sandsynligvis ikke generne, men det kan være ubehageligt for de pårørende at høre. Stillingsskift og medicinsk behandling kan hjælpe.
Den døende kan tale om tidligere oplevelser, mens nutiden opleves uklar. Nogle taler om ’at rejse’ eller om ’at skulle hjem’. Nogle kalder f.eks. på deres mor eller far, selvom forældrene for længst er døde.
Vejrtrækningen kan blive uregelmæssig med lange pauser for til sidst at ophøre. Herefter kan der komme et enkelt suk.
Huden kan blive bleg, og hænder og fødder kan være kølige og eventuelt blive blåmarmorerede.
Der er nogle mennesker, som siger noget, lige inden de dør, også selvom de i lang tid har sovet tungt eller været bevidstløse. Andre åbner måske pludseligt øjnene og ser på dem, der er til stede og dør umiddelbart efter.