Angst ved en kræftsygdom
Det er almindeligt at opleve angst i forbindelse med en kræftsygdom, både som patient og som pårørende. I tiden omkring man får kræftdiagnosen, oplever de fleste, at der er perioder med uvished og usikkerhed, som giver bekymringer, nervøsitet og angst.
Kroppens reaktioner på angst
Angst er en kropslig og følelsesmæssig alarmreaktion på en trussel.
De kropslige symptomer kan f.eks. være hjertebanken, hurtigere vejrtrækning, mundtørhed, kvalme, svimmelhed, trykken eller smerter i bryst og mave, anspændthed og rastløshed. Samtidig kan du være plaget af bekymrings- og katastrofetanker, en uvirkelighedsfølelse og du kan være bange for, at du er ved at blive sindssyg eller er ved at dø af f.eks. et hjertestop.
Det kan føles voldsomt og virkelig ubehageligt, men angsten er ikke farlig og er faktisk en del af vores meget effektive overlevelsesmekanisme. Derfor er det heller ikke underligt, at angst fremprovokeres af kræft, da alene ordet for mange signalerer en livstruende sygdom.
Angst ved undersøgelser og behandling
Nogle kan opleve angst i forbindelse med undersøgelser på hospitalet. F.eks. kan tanken om at skulle ligge stille i en fastlåst position under en scanning være ubehagelig for nogle, især hvis man har klaustrofobi.
Nogle undersøgelser kan i visse tilfælde være forbundet med smerter og fysisk ubehag, f.eks. når man får lavet en koloskopi eller en biopsi. Smerte er også en del af kroppens alarmberedskab, så derfor er det normalt, at nogle også får ”trigget” angsten, hvis man f.eks. skal til en undersøgelse, man tidligere har haft en dårlig oplevelse med.
For nogle kan kræftbehandlingen også fremprovokere angst. Det kan være ved strålebehandling, hvor man igen skal ligge helt stille i en fastlåst position og i nogle tilfælde med en maske henover ansigtet.
Andre oplever angst for kemobehandling. Det kan være på grund af tanker om bivirkninger, og igen vil andre opleve angst for at skulle gennemgå en operation, hvor man måske også efterfølgende risikerer varige senfølger eller funktionsnedsættelser.
Medicinsk kræftbehandling eller understøttende medicinsk behandling kan også give psykiske og humørmæssige bivirkninger, og det kan for nogle derfor også fremprovokere angst. .
Hvis du oplever angst i forbindelse med dit udrednings- eller behandlingsforløb, er det en god idé at tale med personalet på den afdeling, du er tilknyttet. Det kan være hjælpsomt i sig selv, at de ved, hvordan du har det.
De kan også have forskellige muligheder for at hjælpe dig med at håndtere angsten og give dig mere tryghed i en utryg situation. De kan f.eks. henvise dig til forskellige former for professionel hjælp, hvis det skulle vise sig, at det er det, du har behov for.
Angst for tilbagefald
De fleste er lettede, når de har gennemgået en vellykket behandling for kræft. Men mange er samtidig også bekymrede for, at kræften på et tidspunkt vender tilbage. Måske er det svært at stole på, at alting nu går godt. Det kan også føles usikkert, at man nu ikke længere er i tæt kontakt med sygehuset.
Nogle bliver meget fokuserede på at mærke efter i kroppen i en sådan grad, at det kan være til gene i hverdagen. Man kan blive helt øm af at mærke efter på sin krop, og det kan i sig selv øge bekymringen.
Som en del af dit opfølgningsprogram kan det være hjælpsomt at tale personalet på hospitalet om, hvilke symptomer du skal være opmærksom på. Spørg, hvordan du undersøger dig selv, og hvor ofte det er nødvendigt, hvis du bliver bedt om at gøre det. Aftal også, hvem du skal henvende dig til, hvis du bliver i tvivl.
Det skal du vide om angst
Angst kan opleves meget forskelligt, men det kan være meget ubehageligt, mens det står på.
Den første indskydelse vil derfor ofte være at forsøge at fjerne angsten, men der er en slags indbygget mekanisme i angsten, der gør, at man ikke bare kan lukke ned for den. Derfor er den mest effektive strategi i stedet at prøve at acceptere, at angsten er der, selvom den er ubehagelig og kan være skræmmende.
Når du oplever angsten, skal du vide:
- Selvom angst er ubehageligt, er den ikke farlig for dig – derfor er der ikke nogen risiko ved, at den er der.
- At fortsætte med at gøre de ting, som du har planlagt og har lyst til, selvom du har angst, er en måde at tage kontrol over angsten på.
- Vores hjerner er ikke specielt gode til at fokusere på flere ting på én gang, og derfor kan aktiviteter, der naturligt optager din opmærksomhed, ofte give nogle pauser fra bekymringstanker og angst, men det fjerner ikke angsten.
Det kan du gøre for at håndtere angsten:
- Nogle kan lide at dele sine tanker og følelser med andre og kan efterfølgende bedre lægge afstand til det. For andre, vækkes og vedligeholdes angsten af at tale for meget om den. Prøv dig frem for at finde ud af, hvad der hjælper dig, evt. sammen med en professionel.
- Hvis du er angst for tilbagefald, så kan det være en god idé at få hjælp af enten din praktiserende læge eller din hospitalslæge til at lægge en plan for, hvordan du reagerer på kropslige symptomer. Planen kan fx tage højde for, hvilke symptomer skal du reagere på, og hvilke kan du med sindsro lade være, og hvem skal du kontakte, hvis du bliver i tvivl.
Hvornår fylder angsten for meget?
Mange vil på forskellige tidspunkter i kræftforløbet opleve perioder med angst, der driver over af sig selv igen. Det kan f.eks. være, mens man venter på besked om, hvilken type behandling man vil blive tilbudt, op til en scanning eller undervejs i en behandling, man kan få mange bivirkninger af .
Hvis angsten ikke aftager med tiden og i stedet griber ind i andre dele af ens liv, kan der måske være tale om en egentlig angstlidelse som f.eks. generaliseret angst, panikangst eller overdreven frygt for noget (OCD).
Det kan vise sig ved, at man ikke længere kun er angst for noget, som er relateret til sygdommen (angst for behandling, tilbagefald, senfølger m.m.), men også er blevet angst for andre ting i en sådan grad, at man stopper med at gøre disse ting. Det kan f.eks. være at flyve, køre bil, gå uden for hjemmet eller mødes med venner. Det kan være med til at forværre angsten.
Hvis det er muligt, er det derfor vigtigt at prøve at gå imod angsten og gøre tingene alligevel.
Hvis det bliver for svært at gå imod angsten, og man begynder at indrette sit liv efter den, er det vigtigt at søge professionel hjælp.
Angst og parforhold
I parforhold håndterer parterne ikke altid angsten ens. Man kan blive nødt til f.eks. at indgå nogle kompromisser i forhold til, hvor meget eller hvor lidt der skal tales om sygdom og bekymring. Måske det kan være en hjælp for jer at tale med en rådgiver i jeres lokale kræftrådgivning.
Læs mere om angst:
Selvhjælpskursus om at tackle angst og depression
'Lær at tackle angst og depression' er et gratis tilbud for patienter og pårørende, som udbydes i 67 af landets kommuner. På kurset får du redskaber til at håndtere dine symptomer og arbejde med de reaktioner, der kan følge med langvarig sygdom. Læs mere: