Naturlig hormonterapi (NHT)
Naturlig hormonterapi bygger på en teori om, at mange helbredsproblemer skyldes ubalance i kønshormonerne, og at man f.eks. kan bremse brystkræft ved at smøre sig med en hormonholdig creme. Teorien er dog udokumenteret. Vær forsigtig med hormontilskud, hvis du har brystkræft.
Ifølge fortalerne for naturlig hormonterapi skyldes mange af de helbredsproblemer og sygdomme, kvinder oplever, en ubalance i de kvindelige kønshormoner. Den grundlæggende tanke er, at problemerne kan undgås eller behandles, hvis man skaber balance mellem hormonerne.
I naturlig hormonterapi bruger man begrebet 'bioidentiske hormoner'. Begrebet dækker over, at de hormoner der bruges - i deres kemiske struktur - har en stor lighed med de hormoner, der naturligt produceres i kroppen.
Fokus er i høj grad på det hormon, der hedder progesteron. Listen af sygdomme, fortalerne for naturlig hormonterapi sætter i relation til mangel på progesteron, er meget lang. Denne tekst omhandler alene den del, der er relevant i forhold til kræft.
Kroppens hormoner i den fertile alder og ved overgangsalderen
De to kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron er helt centrale i forhold til den kvindelige biologi. De stiger og falder i balance med hinanden gennem menstruationscyklus og har en stor betydning for evnen til at blive gravid og holde på et foster. Ved overgangsalderen falder produktionen af begge hormoner markant, hvilket for mange kvinder medfører hedeture, søvnproblemer og andre gener.
Hormontilskud efter overgangsalderen og risiko for brystkræft
For at mindske disse symptomer, tager nogle kvinder hormontilskud gennem overgangsalderen. Man kan enten få hormontilskud med østrogen alene (primært til kvinder, der har fået fjernet livmoderen), eller hormontilskud med en kombination af østrogen og en kunstigt fremstillet form for progesteron, der hedder gestagen.
Desværre har en lang række forskningsprojekter fundet, at særligt kombinationen af østrogen og gestagen, øger risikoen for brystkræft. Det er også meget velundersøgt, at blodets indhold af østrogen kan få brystkræftceller til at dele sig, særligt hos kvinder med en østrogenfølsom brystkræft. Derfor er en helt central del af behandlingen af brystkræft netop at give anti-østrogenbehandling for at mindske kroppens indhold af østrogen.
I teorierne bag Naturlig hormonterapi hedder det, at der ikke er nogen skadelige effekter af at tage hormonbehandling ved overgangsalderen, så længe der tages progesteron i kombination med østrogen i stedet for gestagen. Desuden antydes det, at progesteron ligefrem er beskyttende mod brystkræft, og at det kan hindre vækst af brystkræft.
Naturlig hormonterapi og risiko for brystkræft
Når man læser argumentationen for at anbefale naturlig hormonterapi, er den grundlæggende baseret på nogle få studier af franske kvinder. I modsætning til resten af verden, har man i Frankrig tradition for at bruge progesteronholdig creme som behandling til kvinder med gener ved overgangsalderen.
Det væsentligste studie er baseret på ca 80.000 kvinder fulgt i gennemsnitligt 8 år. Af disse kvinder brugte ca. 5.500 en kombination af østrogen og progesteron, mens ca. 14.000 brugte en kombination af østrogen og gestagen - der ligner den vi bruger i Danmark.
Studiet fandt ikke en øget risiko for brystkræft blandt de kvinder, der brugte østrogen kombineret med progesteron, men derimod en øget risiko ved østrogen kombineret med gestagen. Dette er bestemt et interessant fund, der fortjener yderligere forskning.
Biologisk set er det ikke umuligt, at progesteron påvirker østrogens effekt på væksten af brystkræftceller anderledes end gestagen gør. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at der endnu er meget begrænset forskning på området. Det er velundersøgt, at den hormonbehandling, der normalt udskrives til kvinder med gener i forbindelse med overgangsalderen, kan lede til øget risiko for brystkræft. Der er ikke tilstrækkelig forskning til, at progesteron kan frikendes for også at have uønskede effekter.
Vær forsigtig med progesterontilskud ved brystkræft
I forhold til at tage progesteron som tilskud, hvis man har eller har haft brystkræft, anbefaler vi, at man er meget forsigtig. Der findes ingen studier der viser, hvordan tilskud med progesteron påvirker kvinder med brystkræft.
Der er studier, der viser, at kvinder med både østrogenfølsom og progesteronfølsom brystkræft, reagerer bedre på den type antihormonbehandling, der hedder Tamoxifen, og der er cellestudier, der viser, at progesteron kan indvirke på brystkræftcellers vækst. Men der er ikke dokumentation for, at progesteron er gavnligt for kræftpatienter.
Mange studier har vist, at østrogen - i kombination med det progesteronlignende gestagen - øger risikoen for at udvikle brystkræft, og desuden øger risikoen for tilbagefald hos kvinder med brystkræft.
Naturlig hormonterapi i samspil med kræftmedicin
Der er ikke forsket i, hvordan naturlig hormonterapi påvirker effekten af kræftbehandling. I forhold til brystkræft er den primære behandlingsstrategi at mindske niveauet af det østrogen, der naturligt produceres i kroppen til det absolut lavest mulige. Et hormontilskud vil derfor, hvad enten det er bioidentiske hormoner eller ej, lede til det stik modsatte af den strategi, behandlingen er baseret på.
Bivirkninger ved naturlig hormonterapi
De beskrevne bivirkninger ved naturlig hormonterapi ligner dem, der er kendt fra konventionel hormonbehandling, herunder vaginal blødning, brystspændinger og hovedpine. Om naturlig hormonterapi leder til en mindre øget brystkræftrisiko sammenlignet med konventionel hormonbehandling, findes der endnu ikke forskning der kan besvare.
Læs alt om brystkræft
Om undersøgelser, diagnose, behandling og livet med brystkræft: