Kinesisk malurt og kræft
I Kina har man i flere tusind år brugt malurt til behandling af forskellige sygdomme og febertilstande, herunder malaria. Forskere undersøger nu, om kinesisk malurt (artemisia annua) også kan bruges til behandling af kræft.
Hvad er kinesisk malurt?
Kinesisk malurt (Artemisia Annua) er en plante af bynkefamilien. Den skal ikke forveksles med den almindelige strandmalurt i Danmark (Seriphidium Maritinum) som primært har været brugt som krydderi og bittermiddel i snaps.
Det virksomme stof i kinesisk malurt, artemisinin, har vist sig at have en effekt over for malariaparasitten. Flere undersøgelser har vist, at det også virker på andre parasitter og på bakterier.
Artemisinin virker især på celler med højt jernindhold som for eksempel malariaparasitten - men også kræftceller har et højt jernindhold. Det formodes, at stoffet virker ved at danne giftige iltforbindelser, som dræber cellerne.
Kinesisk malurt og kræft
Det er muligt, at den samme mekanisme, som påvirker malaria - altså at artemisinin reagerer med jern og derved danner stoffer, der er giftige for cellerne - også kan gøre sig gældende i kræftceller. Der er lavet mange laboratorieforsøg, der peger på, at der sker celledød, hvis man tilsætter artemisinin til kræftceller i et reagensglas.
Der findes endnu ganske få studier, der har undersøgt artemisinin i kræftpatienter. Formålet med disse studier har været at undersøge, hvordan stoffet påvirker kroppen generelt, særligt med henblik på bivirkninger. De eksisterende studier er alle for små og har for kort varighed til at kunne vurdere om artemisinin påvirker prognosen hos kræftpatienterne.
Der er igangværende studier i USA, England, Kina og Vietnam, men det er mindre studier, der ikke vil kunne bidrage med en endelig konklusion.
Bivirkninger ved kinesisk malurt
Kinesisk malurt tåles generelt godt. Ved store doser af malariamidlet Artesunate® er der beskrevet skadelig virkning på hjertet.
Mindre alvorlige bivirkninger er svimmelhed pga. påvirkning af balancenerven og udslæt.
Kinesisk malurt i samspil med anden medicin – tal med din læge
Kinesisk malurt påvirker leverens omsætning af bl.a. medicin og kan derfor påvirke effekten af anden medicin. Særligt kan kinesisk malurt nedsætte effekten af epilepsimedicin.
Artemisinin er et meget aktivt stof, du bør derfor tale med din læge, hvis du overvejer at bruge kinesisk malurt.
Læs mere om kinesisk malurt og kræft:
Memorial Sloan-Kettering Cancer Center - Artemisia annua
Amerikansk kræftforskningscenter, som skriver om nye forskningsresultater inden for alternativ behandling (første gang man kommer ind på siden, skal man klikke på ’Continue’ for at acceptere, at informationerne på siden ikke kan erstatte et lægebesøg).