Skip navigation

Bælgfrugtburger

En lækker, vegetarisk burger, hvor den saftige bøf er lavet af linser, kikærter og butterbeans. Svampe og salsa giver burgeren et frisk pust og lidt crunch.

""

Ingredienser

Bælgfrugtbøffer

  • 100 g butter beans (limabønner) fra dåse
  • 100 g kikærter fra dåse
  • 100 g grønne linser fra dåse
  • 1 gulerod
  • 1 skalotteløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 æg
  • 1 spsk Dijonsennep
  • 2 spsk Sriracha Chili Sauce
  • 2 spsk østerssauce
  • 3 spsk Rasp
  • 2 spsk mel
  • olie til stegning
  • 8 skiver/ 1 pk Port Salut-ost

Salsa

  • 1 rødløg
  • 2 avocado
  • 1 lime, saft af
  • koriander
  • 1 tomat
  • ½ agurk
  • 2 spsk sojasauce

Stegte svampe

  • 2 portobellosvampe (eller 100 g champignon)
  • olie til stegning
  • evt. ekstra Port Salut-ost

Desuden

  • brioche-burgerboller
  • evt. smør til stegning

Sådan gør du:

Bælgfrugtbøffer:

Dræn bælgfrugterne for væske, og tør dem i et viskestykke. Du kan med fordel dræne bønnerne en times tid, før du skal bruge dem, så de bliver helt tørre.

Bland bælgfrugter, æg, dijonsennep og østerssauce i en skål (eller i en blender, hvis du har det).

Blænd bælgfrugterne i blender eller med stavblender til massen er sammenhængende - massen må gerne være lidt grov. 

Riv gulerod og hvidløg i massen og tilføj rasp og mel.

Hak skalotteløg og koriander groft, og tilsæt det til bælgfrugt-farsen. Rør massen sammen og smag til med salt, peber og Sriracha chilisauce.

Form bøffer af bælgfrugt-farsen, og steg bøfferne i olie på panden. De skal have 3-4 minutter på hver side, til de har fået en stegeskorpe. Læg bøfferne på en bageplade, og tilføj ost. Lad osten smelte på bøfferne, mens de hviler på bagepladen.

Lav nu salsa og stegte svampe. 

Salsa:

Hak rødløg, agurk, tomat, avocadoer og koriander. Vend alle ingredienser til salsaen sammen i en skål, og tilsæt sojasauce og limesaft.

Svampe:

Snit svampene, og steg dem i en smule olie på panden til de får stegeskorpe.

Sidste touch på bælgfrugtbøffen:

Læg de varme svampe på bøffen (tilføj evt. en ekstra skive port-salut ost på toppen) og sæt bøfferne i ovnen i 4 min ved 200 grader varmluft.

Burgerbollerne bliver bedst, hvis du steger dem i lidt smør et par minutter på en pande, før du samler burgeren med salsa og bøf. Nu er du klar til at nyde en brandgod bælgfrugtbid!