Skip navigation

Chili con kylling

Dette er en ny version af den klassiske chili con carne, der laves med oksekød. Det fungerer rigtig godt med kylling i en sauce af grøntsager og masser af skønne bønner.

""

Ingredienser

  • 100 g sorte bønner
  • 100 g hvide bønner
  • 3 kyllingebryster, i skiver
  • lidt olie til stegning
  • salt
  • 2 gulerødder
  • 2 persillerødder
  • 10-15 korianderstilke
  • lidt olie til stegning
  • 3 fed hvidløg
  • 2 løg
  • 3 stilke bladselleri
  • 3 spsk tomatpuré
  • 1 dl hvidvin
  • 1 dåse hakkede tomater (400 g)
  • 20-30 dråber tabasco (efter smag) eller anden chilisauce
  • evt. frisk chili, finthakket
  • 3-4 dl vand
  • salt
  • sukker

Topping:

  • græsk yoghurt/drænet yoghurt
  • 1 avocado, i tern
  • 1 håndfuld koriander
  • 1/2 bdt forårsløg, hakkede
  • limebåde
  • majschips/tortillachips eller brød

Sådan gør du: 

Sæt bønnerne i blød natten over (hver for sig). Skyl dem og kog dem (hver for sig), i usaltet vand til de er møre, ca. 40-60 minutter. Skræl gulerødder og pastinakker, og riv dem. Hak korianderen fint. Pil hvidløgene, og skær dem i tynde skiver. Pil løgene, og skær dem i både. Skær bladselleristilkene i skiver.

Steg kyllingen i lidt olie i en stor gryde, til kødet er gyldent. Smag til med salt. Tag kyllingen op af gryden og sæt den til side. Tilsæt en smule mere olie og kom gulerødder, persillerødder og koriander i. Lad det sauterer i 4-6 minutter, uden at det tager farve.

Kom hvidløg, løg og bladselleri ved og sautér i yderligere ca. 5 minutter. Tilsæt tomatpuré og derefter hvidvin, og lad den koge i 4-5 minutter. Kom dåsetomat, tabasco og evt. frisk chili ved og tilsæt en smule vand. Kom kyllingen tilbage i gryden, og lad retten simre under låg i ca. 20 minutter. Tjek undervejs om der mangler væde. Tilsæt kogte bønner, og lad det hele simre i yderligere 5-10 minutter.

Smag til med salt og sukker og evt. mere chili.

Servér den varme chili med yoghurt, avocado, koriander og forårsløg. Giv limebåde og majschips eller groft brød til.