Skip navigation

Frugtyoghurt med knas

Denne yoghurt smager så sødt og dejligt af frugt, at både børn og voksne kan være med. Du kan i opskriften finde et par gode tips til at øge energiindholdet.

""

Ingredienser

  • 1 meget moden banan
  • 3 saftige dadler, uden sten
  • 125 g blåbær
  • 400 g skyr

Knas:

  • 1/2 dl rugflager
  • 1/2 dl havregryn
  • 1/2 dl græskarkerner

Sådan gør du: 

Blend banan, dadler og blåbær sammen med en stavblender eller i en foodprocessor, til det er en ensartet masse. Kom skyr i og blend igen, til yoghurten er blød og jævn. Blend ikke for længe, så bliver yoghurten tyndtflydende.

Rist rugflager, havregryn og græskarkerner på en tør, varm pande i 5-7 minutter. Lad dem køle af.

Servér yoghurten med et drys af den sprøde topping og gerne friske bær.

Du kan med fordel bruge sæsonens bær og frugt til din morgen-yoghurt. Vælg gerne mango, hindbær, fersken, blomme, brombær, jordbær, eller hvad din favorit er. Du kan også bruge frosne bær. Giv dem et opkog i et minut og lad dem køle af i køleskabet før brug. Hæld noget af væden fra, hvis bærrene har afgivet meget vand.

Yoghurten holder sig i 2-3 dage i køleskab. Knaset holder sig fint i et lukket glas i mindst 14 dage.

Spis den som dessert: 

Yoghurten er også god som dessert. Har du en ismaskine kan du evt. fryse yoghurten, så har du hjemmelavet yoghurt-is. Uden ismaskine vil massen få en hårdere og mere krystalliseret konsistens.