Spring navigation over

Græskarsuppe med ingefær og ristede græskarkerner

Butternutsquash og hokkaido giver begge en lækker og cremet suppe. De er begge små græskar, så de er til at slæbe hjem, men vælg endelig det græskar, du bedst kan lide.

""

Ingredienser

  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 800 g græskarkød i tern, f.eks. butternutsquash eller hokkaido (800 g svarer til et lille græskar)
  • 1 æble, skrællet og skåret i tern
  • lidt olie til stegning
  • 2 spsk ingefær, finthakket
  • 1 l god grøntsagsbouillon
  • salt

Græskarkerner

  • 200 g græskarkerner 
  • 1 spsk knust spidskommen
  • 1/4 -1 tsk cayennepeber (efter smag)
  • 1 spsk flydende honning
  • 3-4 spsk limesaft
  • salt

Tilbehør

  • yoghurt
  • groft brød
  • 1-2 lime, skåret i både

Sådan gør du:

Hak løg og hvidløg. Sautér løg, hvidløg, græskarkød og æble i olie i en stor, varm gryde. Det skal ikke tage farve. Kom ingefær i og derefter grøntsagsbouillonen. Lad suppen koge under låg i 25 minutter, eller til græskarret er helt mørt. Blend suppen med en stavblender, og smag til med salt.

Rist græskarkerner, spidskommen og cayennepeber på en varm, tør pande i 2-3 minutter. Kom honning og limesaft på, og krydr med salt. Rist i yderligere 2-4 minutter, eller til kernerne er ristede og sprøde. Lad dem køle af på bagepapir.

Der er rigeligt græskarkerner. Gem resten i en bøtte, og brug dem som snacks eller som drys på salat.

Servér suppen med yoghurt i og med masser af sprøde græskarkerner på toppen. Giv brød og limebåde til.