Skip navigation

Grovpizza

Du kan variere din pizza, præcis som du har lyst. Basis er bund, tomatsauce og revet ost - resten kan du tage efter smag og hvad køleskabet byder på. Her er det tynde skiver kartoffel, rødløg, rosmarin og tomatpesto.

""

Ingredienser

Dej:

  • 2,5 dl lunkent vand
  • 25 g gær
  • 1½ spsk olivenolie
  • ½ spsk sukker
  • ½ spsk salt
  • ca. 500 g mel (fuldkornshvedemel, hvid hvede, grahamsmel, durum). Lad minimum halvdelen være hvedemel eller hvid
  • hvede/dürum.

Tomatsauce:

  • 2 bakker cherry- eller blommetomater
  • 2 spsk koncentreret tomatpuré
  • 2 spsk soltørrede tomater i olie
  • krydderier efter eget valg, f.eks. oregano, basilikum eller timian
  • lidt salt
  • 1 tsk sukker
  • vand

Forslag til fyld:

  • mozzarella, revet
  • kogte kartofler
  • løg
  • rucolasalat
  • squash
  • champignoner
  • friske krydderurter

Sådan gør du: 

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt olie, sukker og salt. Tilsæt derefter mel, og ælt dejen sammen, til den er glat og smidig. Lad dejen hæve ½ time til cirka dobbelt størrelse.

Lav tomatsaucen imens dejen hæver. Skyl tomaterne, fjern kernerne og skær tomaterne i halve. Put dem i en blender sammen med tomatpuré, soltørrede tomater og krydderier. Blend, til det har en jævn konsistens. Tilsæt lidt vand, til konsistensen er cremet og god, og smag til med salt og sukker.

Rul dejen ud til to store pizzaer, og fordel tomatsauce på bundene, derpå revet ost og til sidst det ønskede fyld.

Bag pizzaerne i 15-20 minutter ved 225 grader.

Forslag til fyld:

Kartofler og løgringe:

Kog et par kartofler (eller brug en rest fra dagen før), og skær dem i skiver. Skær løget i ultratynde skiver. Vend kartofler og løgringe med lidt olivenolie, fordel dem på pizzaen og drys med frisk rosmarin.

Pynt gerne pizzaen med rucolasalat, når den er bagt.

Squash og champignoner:

Steg tynde skiver af squash og champignon på en pande, til de har smidt vandet. Fordel dem ovenpå tomatsauce og ost på pizzabunden. Drys evt. med krydderier inden pizzaen bages eller pynt med friske krydderurter, når pizzaen er bagt.

Hvidløgsolie: 

Du kan lave en hvidløgsolie ved at blande 1½ dl god olivenolie og 2 fed finhakket hvidløg. Dryp den over pizzaen, når den er bagt.