Skip navigation

Hotte rejer med wasabidressing og blomkål-fennikelsalat

Rejerne får et skønt knas af chili-sesamsalt og et ekstra kick af den grønne wasabidressing.

""

Ingredienser

  • 250 g store, rå rejer
  • 1 tsk peber, friskkværnet
  • 2 tsk flagesalt
  • 1 tsk chiliflager
  • 1 spsk sesamfrø

Salat:

  • 1/2 blomkål
  • 1-2 tsk salt (efter smag)
  • 1/4 dl citronsaft
  • 1 spsk flydende honning
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 fennikel
  • 1 romainesalat

Dressing:

  • 200 g skyr eller drænet yoghurt
  • 1 spsk god mayonnaise
  • 1-2 tsk wasabipaste
  • 2-3 spsk limesaft
  • salt

Tilbehør:

  • evt. groft brød

Sådan gør du: 

Del blomkålen i små buketter, kom dem i en skål med salt og hæld kogende vand over dem. Sæt film på skålen og lad blomkålen trække i 10 minutter.

Rør citronsaft, honning og olivenolie sammen. Skær fenniklen i tynde skiver, gerne på et mandolinjern. Vend fenniklen i dressingen. Snit romainesalaten groft og dræn vandet fra blomkålen. Vend blomkål og romaine med fennikel og dressing lige inden servering. Smag til med salt og citron.

Rør skyr eller yoghurt med mayonnaise, wasabi, lime og salt. Smag til.

Pil rejerne, hvis de er med skal, og fjern eventuelle rester af tarm (den lille sorte streng, der nogle gange sidder i rejen). Sæt rejerne på spyd. Steg dem i en smule olie på en varm pande. De skal have 1-2 minutter i alt. Vend peber, salt, chili og sesam sammen, og drys de varme rejer med blandingen.

Servér straks rejer, salat og wasabidressing.