Ristet rugbrød med rabarberkompot
Rabarber kan nemt laves til en enkel og dejlig kompot. Spis den til is, på yoghurt eller som her på sprødt sukkerristet rugbrød. Det er luksusudgaven af en syltetøjsmad.
Ingredienser
- 4 skiver rugbrød
- 2 spsk sukker
- 150 g rabarber
- 40 g sukker
- evt. 10 hybenroseblade
Sådan gør du:
Skyl rabarberne, og skær top og bund af. Skær rabarberne i skiver på 1 cm. Læg rabarberne i en gryde sammen med sukker, og lad det simre under låg i ca. 20 minutter, til rabarberne er godt bløde. Tag gryden af blusset, og lad kompotten køle af.
Hvis du bruger hybenroseblade, så skyl dem og snit dem fint. Vend bladene i kompotten 10 minutter inden servering.
Drys rugbrødsskiverne med sukker, og bag dem ved 170 grader i 10 minutter.
Server de varme rugbrød med den afkølede rabarberkompot på.