Visualisering
Visualisering er en mental teknik, hvor du bruger din forestillingsevne. Ved f.eks. at visualisere, at en behandling vil gå nemt og have en god effekt, kan visualisering bruges som et redskab til håndtere smerter og afhjælpe angst, når du er i kræftbehandling. Du kan også bruge visualisering til at aflede tankerne fra bekymringer.
Visualisering betyder at skabe indre billeder og sanseoplevelser ved at forestille sig en bestemt situation. Under en visualisering kan man forestille sig alt fra bestemte situationer, lyde, lugte, smage og følelsesmæssige stemninger og fornemmelser.
Når man visualiserer, bruger man derfor sin forestillingsevne helt målrettet til at danne bestemte billeder, og teorien er, at man derved kan påvirke sin krop og sundhed i en ønsket retning.
Visualisering kan blandt andet hjælpe dig med at håndtere smerter og bekymringer. Du kan f.eks. visualisere, at en behandling vil gå nemt og smertefrit og vil have en god effekt, eller at kroppen bliver stærkere og let bekæmper det, der trænger gennem immunforsvaret.
Visualisering kan foregå med hjælp fra en behandler eller på egen hånd
I forbindelse med kræftbehandling bliver visualisering især brugt af psykologer og psykoterapeuter, men også yoga-lærere, psykomotoriske terapeuter og idrætslærere arbejder med visualisering.
Når du får hjælp af en behandler til visualiseringen, begynder du med en afspændingsøvelse, hvor du bliver hjulpet til at komme i en lettere trancetilstand. Det er meningen, at du i denne tilstand skal komme i kontakt med din intuition og følelser.
Under visualiseringen hjælper terapeuten dig til at fremkalde en række indre billeder og forestillinger. Du kan berøre mange forskellige emner under en visualisering alt afhængig af, hvad du gerne vil opnå med den.
Du kan også vælge selv at arbejde med visualisering. Hvis du har brug for støtte til at komme i gang findes der flere apps og cd’er, der kan guide dig. Du kan også finde lydfiler på nettet, søg efter ’guidet visualisering'.
Flere meditationsøvelser
Her kan du lytte til guidede meditations- og afspændingsøvelser:
Virker visualisering i forbindelse med kræftbehandling?
Visualisering kan ikke påvirke selve kræftsygdommens udvikling, men visualisering kan afhjælpe nogle af de fysiske og psykiske gener, man kan opleve i forbindelse med kræft og kræftbehandling.
Effekten af visualisering er undersøgt i flere videnskabelige studier, og de viser, at man som kræftpatient kan bruge visualisering til at:
-
Mindske smerter f.eks. efter en operation
En række undersøgelser har vist, at forsøgspersoner kan øge blodgennemstrømningen og hudtemperaturen i forskellige dele af kroppen ved f.eks. at forestille sig disse dele af kroppen som varme og afslappede.
-
Styrke immunforsvaret
Andre undersøgelser har påvist ændringer i immunsystemet i forbindelse med visualisering.
-
Afhjælpe angst
Visualisering kan være med til at dæmpe angst i forbindelse med strålebehandling og operation. Det viser en undersøgelse, hvor kvinder med brystkræft i et tidligt stadie har brugt visualisering forud for behandling.
-
Afhjælpe stress og depression
Visualisering kan afhjælpe psykiske gener i forbindelse med selve kræftsygdommen og kræftbehandlingen. Det viser en samlet gennemgang af undersøgelser offentliggjort indtil 2004.
-
Mindske kvalme og opkastning efter kemoterapi
Det er stadig uafklaret om visualisering har en virkning på kvalme og opkastning. Der er brug for flere patientundersøgelser, som ser nærmere på virkningen af visualisering på fysiske gener hos kræftpatienter.
Visualisering har ingen bivirkninger
Der er ikke nogen bivirkninger ved at bruge visualisering, hvis det foregår med vejledning fra en professionel terapeut.
Du kan bruge visualisering derhjemme, men hvis du har problemer med at finde ud af hvordan, kan du kontakte en terapeut, der kan guide dig.
Visualisering kan bruges under hele sygdomsforløbet
Visualisering kan bruges under hele sygdomsforløbet, både som forberedelse til en behandling, under behandlingen og efterfølgende for at mindske bivirkninger ved behandlingen.
Find en psykolog, der kan hjælpe dig med visualisering
Find en psykolog på Dansk psykologforenings hjemmeside, hvor du bl.a. kan søge på 'visualisering'.