Kræftbehandling kan påvirke evnen til at få børn hos drenge og mænd
Nogle kræftbehandlinger kan påvirke testiklernes funktion og derfor nedsætte mænds frugtbarhed. Alt efter typen af kemoterapi og dosisstørrelsen kan kemoterapi påvirke evnen til at få børn. Nogle behandlinger påvirker evnen til at få børn midlertidigt. I andre tilfælde får man ikke evnen til at få børn tilbage igen.
Hvis du vil have muligheden for at få børn efter behandlingen, er det vigtigt, at du taler med din læge om risikoen for at blive steril af kræftbehandlingen, inden behandlingen starter. Tag gerne din eventuelle partner med til samtalen.
Kræftbehandling kan påvirke evnen til at blive far på flere måder:
- Efter fjernelse af begge testikler kan man ikke få børn
- Kemoterapi kan medføre, at man bliver midlertidig eller varig steril
- Strålebehandling i nærheden af kønsorganerne kan medføre, at man bliver midlertidig eller varig sterilitet
- Antihormonbehandling medfører, at testiklernes funktion helt eller delvist ophører, og man har som regel vanskeligt ved at få børn. Ens evne til at få børn kan dog komme igen efter endt behandling.
Operation hvor testikler, lymfeknuder i underlivet eller prostata fjernes
Hvis man kun får fjernet den ene testikel, kan man som regel stadig få børn, da den anden testikel vil blive ved med at fungere. Når begge testikler er fjernet, bliver man varigt steril og kan ikke længere få børn.
Hvis man har tyktarms- eller testikelkræft og i forbindelse med operation får fjernet lymfeknuder i underlivet, kan det nedsætte ens evne til at få børn. Operationen kan beskadige nerver, så sæden ved udløsning løber ind i blæren i stedet for at komme ud af penis. Man vil derfor ikke kunne få normal sædafgang, men kan stadig få rejsning og orgasme. Man kan blive hjulpet til at blive far ved, at sædceller enten isoleres fra urinen eller ved at sædceller hentes direkte fra testiklerne ved en lille operation (TESE, Testicular Sperm Extraction).
Hvis man har prostata- eller blærekræft kan det være nødvendigt at få fjernet prostata og sædblærerne, som sidder ovenover prostata bag blæren. Det nedsætter ikke produktionen af sædceller, men man kan ikke få normal sædafgang. Man kan blive hjulpet ved, at sædceller hentes direkte fra testiklerne ved en lille operation (TESE).
Kemoterapi
Nogle typer kemoterapi kan nedsætte evnen til at få børn. Det skyldes, at kemoterapi – ud over at ramme de syge celler – også kan påvirke antallet og kvaliteten af sædcellerne. Dermed kan ens evne til at få børn blive nedsat enten midlertidigt eller varigt. Hvis evnen nedsættes varigt, bliver man steril, og kan ikke længere få børn.
Hos mange mænd er det kun en midlertidig påvirkning, og de får normal sædkvalitet igen efter at have afsluttet kemoterapi. Det kan dog tage op til et par år.
Selvom ens sædkvalitet er nedsat, så man ikke kan få børn undfanget på naturlig vis, kan man stadig få rejsning og orgasme. En del mænd med nedsat sædkvalitet kan alligevel blive fædre med hjælp fra avanceret fertilitetsbehandling.
Tal med din læge, hvis du vil have kontrolleret din sædkvalitet, når din behandling er overstået.
Risikoen for at blive varigt steril efter kemoterapi øges:
- Ved større dosis kemoterapi
- Hvis man får flere former for kemoterapi samtidig
Ved knoglemarvstransplantation og stamcelletransplantation er dosis af kemoterapien så høj, at man med meget stor sandsynlighed bliver permanent steril.
Flere typer kemoterapi kan påvirke fertiliteten, men især såkaldte alkylerende stoffer kan nedsætte evnen til at få børn
Alkylerende stoffer anvendes især til behandling af følgende kræftsygdomme:
Kræftsygdom | Stoffets navn |
---|---|
Blodsygdomme (kaldet hæmatologiske sygdomme) som f.eks. leukæmi, lymfeknudekræft og myelomatose (knoglemarvskræft) | acarbazine mide, bendamustin, busulfan, chlorambucil, acarbazine, lomustin og melphalan |
Brystkræft og i sjældne tilfælde ved leukæmi, lymfeknudekræft og myelomatose | cyclophosphamid |
Sarkomer | ifosfamid |
Lungekræft, hoved-halskræft, kræft i mavetarmkanalen, kræft i urinvejene og testikelkræft | platiner |
Hjernetumorer | temozolomid |
Læs mere på medicin.dk:
Strålebehandling i bækkenområdet
Strålebehandling i bækkenområdet ved prostata-, endetarms-, blære- eller analkræft kan beskadige ens evne til at få børn. Hvis man skal have strålebehandling af underlivet, vil lægen forsøge at afskærme ens testikler, så de ikke bliver bestrålet. Dog kan det ikke helt udelukkes, at ens evne til at få børn nedsættes ved strålebehandling i nærheden af testiklerne.
Spørg den læge, der behandler dig, om der er risiko for at blive ufrivilligt barnløs ved din strålebehandling.
Risikoen for at blive steril ved strålebehandling stiger:
- Jo højere stråledosis man bliver behandlet med
- Hvis man får kemoterapi samtidig
Strålebehandling direkte på testiklerne anvendes sjældent, men medfører som regel, at man bliver varigt steril. Ved knoglemarvstransplantation, hvor hele kroppen bliver bestrålet, bliver man med meget stor sandsynlighed steril.
Andre typer medicinsk kræftbehandling
Andre typer medicinsk kræftbehandling, f.eks. antistofbehandling, kan have indflydelse på sædkvaliteten, men området er dårligt belyst. Tal med din læge.
Muligheder for at få børn efter kræft
Hvis mænd og drenge skal i behandling for kræft og gerne vil have muligheden for at få børn efter behandlingen, kan de få nedfrosset sædprøver i en sædbank, inden behandlingen går i gang. Hvis man ikke har sæd i sædbanken og ingen sædceller i sædvæsken efter endt kræftbehandling, kan operation på testiklerne overvejes for at søge efter sædceller i dem.
Ung Kræft
Ung Kræft er for dig, der er mellem 18 og 39 år og har kræft eller er ung pårørende til en ung kræftpatient. Du kan møde andre unge med kræft og unge pårørende. Se mere på Ung Kræfts hjemmeside.
Ung Kræft