Om lymfødem
Lymfødem er en kronisk hævelse, der kan opstå efter operation eller strålebehandling af kræft. Behandlingen består først og fremmest af livslang kompressionsbehandling, hudpleje og i få udvalgte tilfælde operation. Ved hurtig behandling er der gode muligheder for at begrænse lymfødemet, så det generer mindst muligt i dagligdagen.
Hvordan opstår lymfødem?
Lymfødem kan opstå, hvis lymfesystemet bliver beskadiget, så det ikke kan transportere og filtrere lymfevæske som normalt. I så fald ophober lymfevæsken sig og danner en hævelse i den del af kroppen, hvor lymfevæsken er. Lymfødem opstår typisk i en arm eller et ben, men kan også opstå i hoved-hals-området, brystet eller kønsorganerne.
Om kroppens lymfesystem
Kroppens celler får ilt og næringsstoffer gennem vævsvæske, der siver ud af blodkarrene. Bagefter bliver den overskydende væske fra væv og organer (kaldet lymfe) optaget af lymfekarrene, som transporterer lymfevæsken tilbage igen til blodkar oppe på halsen og videre til hjertet.
Lymfen bevæger sig op mod halsen ved hjælp af muskler i lymfekarrenes væg og ved hjælp af kroppens muskler.
På vej tilbage til hjertet passerer lymfevæsken lymfeknuder. Der findes flere hundrede lymfeknuder i kroppen – især i armhulen, lysken og halsen, men også omkring tarmene samt i bryst- og bughulen. Lymfe optager protein og fedt fra tyndtarmen, når vi har spist.
Lymfeknuderne er en del af kroppens immunforsvar, som filtrerer og renser lymfevæsken for bakterier og virus, affaldsstoffer og kræftceller og udvikler forsvarsceller, som kan bekæmpe eventuelle infektioner. Ved infektion eller spredning af kræft kan de nærmeste lymfeknuder derfor blive forstørrede.
Kræftbehandling er ofte årsagen til lymfødem
Kræftbehandling er årsagen til lymfødem hos mellem 50-75 pct. af lymfødempatienter i den vestlige verden
Det er især kvinder, der er blevet behandlet for brystkræft eller kræft i underlivet, som får lymfødem, men det kan også opstå efter behandling af kræft i hoved-hals-området. Også mænd behandlet for kræft i modermærker, prostata, penis eller testikler kan rammes af lymfødem.
Lymfesystemet bliver typisk beskadiget af:
- Operation, hvor lymfeknuder er blevet fjernet
- Strålebehandling
- Kræft i lymfeknuder enten fordi kræften har spredt sig til lymfeknuderne, eller ved lymfekræft opstået i lymfeknuderne (lymfomer)
- Kemoterapi med taxaner (f.eks. Paclitaxel® og Taxotere®)
Hvorfor hæver man, når lymfesystemet bliver beskadiget?
Ved skader på lymfesystemet har lymfevæsken vanskeligt ved at blive ledt væk, og dermed kan der opstå hævelse på grund af ophobet lymfevæske.
Ved lymfødem ophobes der også hurtigt store mængder fedt i vævet på grund af kronisk inflammation. Det kan være årsagen til, at en hævelse efter nogen tid ikke kan forsvinde helt trods behandling. Derfor er det vigtigt, at behandlingen sættes tidligt i gang.
Hvis lymfødemet ikke bliver behandlet i tide, vil vævet nogle gange blive hårdt på grund af udviklingen af bindevæv (fibrose). Det sker specielt i benene, mens lymfødem i armene meget sjældent rammes af fibrose.
Symptomer på lymfødem
Vær opmærksom på, at hævelser af kroppen også kan skyldes dårligt hjerte og kredsløb.
Har du symptomer på lymfødem, bør du kontakte din læge.