Symptomer på lymfødem
Vær opmærksom på tidlige tegn på lymfødem, hvis du har fået strålebehandling eller fået fjernet lymfeknuder i forbindelse med din kræftbehandling – typisk i forbindelse med brystkræft eller kræft i underlivet. Det er vigtigt at forhindre lymfødemet i at udvikle sig. Jo tidligere et begyndende lymfødem bliver opdaget, desto bedre kan det kontrolleres.
Lymfødem udvikler sig individuelt og kan opstå lige efter en operation, men kan også udvikle sig efter flere år. Det er meget forskelligt, hvor udtalte symptomer man får ved lymfødem, og hvor hurtigt det udvikler sig. Ved lymfødem i benene kan begge ben rammes i forskellig grad.
De første tegn på lymfødem kan være:
- Synlige hævelser efter fysisk belastning, men som aftager igen under hvile (i løbet af natten)
- Sko og fingerringe, der strammer
- En fornemmelse af spænding, øget tyngdefornemmelse og stivhed
- Smerter eller ømhed
- Mere tør hud
Kontakt lægen, hvis du oplever tidlige tegn på lymfødem
For så tidligt som muligt at opdage et eventuelt begyndende lymfødem, kan du blive kontrolleret hos din egen læge eller på hospitalet i et halvt år efter operationen.
Mærker du selv symptomer på lymfødem, så kontakt lægen. Lægen kan henvise dig til en specialuddannet lymfødemterapeut, som kan vurdere, om du har behov for behandling.
Heldigvis får de fleste kun mindre hævelser, men kronisk lymfødem kan være ubehageligt og nedsætte dit funktionsniveau.
Et kronisk lymfødem kan også medføre psykologiske problemer, da det kan ændre kroppens udseende betydeligt og hæmme evnen til at udføre dagligdags gøremål.
Vær opmærksom på din arm, hvis du er brystopereret
Det er en god idé allerede et halvt år efter operationen at være opmærksom på, om du er ved at udvikle lymfødem i armen på den opererede side.
En volumenforskel på mere end 5 pct. på de to arme kan være et tidligt tegn på lymfødem. Vær opmærksom på, at hvis man er højrehåndet, er denne arm som regel omkring 1,5 pct. større end den venstre og omvendt.
Ved symptomer på lymfødem er det vigtigt at begrænse, at det udvikler sig
Flere faktorer kan med tiden forværre ødemet og gøre det vanskeligt at behandle.
Udover væskeophobning sker der allerede inden for et år dannelse af fedtvæv på grund af kronisk inflammation. Der kan også efterhånden dannes bindevæv, som - specielt i benene - vil gøre vævet hårdt.
Ved ubehandlet lymfødem bliver hudens modstandskraft også svækket. Huden bliver fortykket med revner og er mere modtagelig for infektioner med bakterier (rosen, erysipelas) eller svamp.