Sår, svamp og betændelse i mundslimhinden
Hvis du oplever sår, smerter og/eller andre gener i munden, kan du tilpasse din mad ved at følge disse råd.
Blød, mild og saftig mad er lettere at spise, når du er øm og eventuelt har sår i munden.
Det kan f.eks. være:
- Blendede supper
- Forskellige slags grød
- Æggekage, omelet og gratin. Tilsæt gerne blendede grøntsager, hvis du vil undgå grove stykker fyld
- Mad med sovs eller anden væde
- Kartoffelmos og mos eller puré af grøntsager, gerne rørt med fedtstof, så den bliver ekstra blød
- Retter med hakket kød er typisk bløde og/eller saftige
- Kogt fisk, fiskepaté og retter med fiskefars
- Pålægssalater som ægge-, reje- og kyllingesalat
- Milde og bløde desserter som budding, is, fromager og frugtgrød
Undgå:
- Syrlig og meget krydret mad kan give smerter. For nogle kan råvarer som f.eks. jordbær og tomat give smerter
- Stærke krydderier, hvidløg, løg, tomater og eddike
- Meget salt og røget mad
- Syrlige drikke, herunder sodavand og andre drikke med kulsyre
- Undgå panering
- Alkohol
Energiberigede mad- og drikkevarer
En del kræftpatienter kan opleve perioder, hvor sygdommen eller behandlingen gør det svært at spise og synke almindelig mad. De kan få behov for ernæringspræparater som erstatning for eller som supplement til den sædvanlige mad. Eksempler på ernæringspræparater er sondemad og færdigfremstillede protein- og energirige drikke. Du kan købe nogle af de energiberigede produkter i større supermarkeder, mens andre kræver recept og skal købes på apoteket eller hos et ernæringsfirma.
Tilskud fra den offentlige sygesikring til sondemad og visse andre ernæringspræparater
Hvis lægen ordinerer en Grøn Recept, får du tilskud til køb af produkterne. Det offentlige dækker 60 pct. af ernæringspræparatets pris. De resterende 40 pct. skal du selv betale. Det er en række bestemte præparater, der ydes tilskud til. Det er oftest lægen, der ordinerer Grøn Recept i forbindelse med sygdom og svækkelse.
Du kan godt købe ernæringsdrikke uden Grøn Recept, men du får så ikke tilskud.
Tal med en diætist
Hvis du har nedsat appetit og eller har tabt dig, er det vigtigt at tale med din læge/sygeplejerske om, hvad du kan gøre. På nogle sygehuse er der tilknyttet en diætist, som kan hjælpe. I de fleste kommuner har du mulighed for at blive henvist til en klinisk diætist. Spørg din kommune eller praktiserende læge om mulighederne.
På Sundhed.dk kan du se, hvad din kommune kan tilbyde i eller efter et kræftforløb (bl.a. kostvejledning).
Du kan også ringe gratis til Kræftlinjen. Hver torsdag kl. 9-13 kan du tale med en diætist, men du er velkommen til at ringe i hele Kræftlinjens åbningstid med dine spørgsmål.
Opskrifter uden fejlsynkning og synkestop
Center for Kræft og Sundhed København har udarbejdet en kogebog med synke- og tyggevenlige retter: