Senfølgeklinikker
Der findes senfølgeklinikker i hele landet – og flere er på vej. Nogle klinikker har fokus på generelle senfølger, mens andre har fokus på en bestemt type af senfølger, f.eks. problemer i mave/tarm-regionen. Få overblik over klinikkerne her.
Oversigt over alle senfølgeklinikker
Herunder kan du læse om alle landets senfølgeklinikker. Vi har inddelt listen efter, hvilken region klinikken hører til i, men flere af klinikkerne modtager patienter fra hele landet.
Til alle tilbud er det dog afgørende, at du bliver henvist til klinikken af din praktiserende læge eller din behandlende hospitalsafdeling.
Region Nordjylland
Klinik for Senfølger efter Kræft i Bækkenorganerne på Aalborg Universitetshospital hjælper patienter med fysiske senfølger efter afsluttet behandling af kræftsygdom i bækkenorganerne (tarm, urinveje og kønsorganer).
Sexologisk center på Aalborg Universitetshospital kan behandle seksuelle senfølger.
Patienter fra hele landet kan henvises af praktiserende læge, speciallæge eller læge fra andre hospitaler/hospitalsafdelinger.
Region Midtjylland
Klinik for Senfølger efter Kræft i Bækkenorganerne på Aarhus Universitetshospital hjælper patienter med fysiske senfølger efter afsluttet behandling af kræftsygdom i bækkenorganerne (tarm, urinveje og kønsorganer).
Patienter fra hele landet kan henvises af praktiserende læge, speciallæge eller læge fra andre hospitaler/hospitalsafdelinger.
Region Syddanmark
Klinikker for senfølger til kræft på sygehusene i Vejle, Esbjerg, Odense og Sønderborg hjælper patienter med at udrede og behandle komplekse senfølger efter kræftbehandling som f.eks. træthed, psykiske udfordringer, smerter og seksuelle problemer.
Klinikkerne ser patienter fra Region Syddanmark, som ikke længere går i et opfølgningsforløb, men som oplever uafklarede eller ubehandlede senfølger. Patienter kan henvises af praktiserende læge, speciallæge eller læge fra andre hospitalsafdelinger.
Region Sjælland
Klinik for Senfølger efter Kræft på Sjællands Universitetshospital Roskilde hjælper patienter med komplekse senfølger efter kræft og kræftbehandling som f.eks. træthed, søvnproblemer, kognitive udfordringer, smerter, depression og frygt for tilbagefald.
Patienter fra Region Sjælland kan henvises via praktiserende læge eller sygehuslæge, hvis man er tilknyttet en afdeling efter kræftforløbet.
Behandlingstilbud til patienter med afføringsinkontinens i Køge, Sjællands Universitetshospital tilbyder udredning, medicinsk og kirurgisk behandling af senfølger efter tarmkræft.
Patientens egen praktiserende læge eller en hospitalslæge kan henvise til afdelingen.
Region Hovedstaden
Klinik for senfølger efter behandling for tarmkræft på Universitetshospitalet Amager-Hvidovre vurderer og behandler patienter med komplekse senfølger efter tarmkræft (tarmgener, urinvejsproblemer og seksuelle problemer).
Tilbuddet er primært for patienter, der er opereret for tarmkræft på Amager-Hvidovre hospital. Patienter kan henvises via almen praktiserende læge, læge på kirurgisk ambulatorium eller privatpraktiserende speciallæger i kirurgi.
Senfølgeklinik på Herlev Hospital med fokus på senfølger efter kræft hjælper patienter, der har været i behandlingsforløb for brystkræft på Herlev Hospital, og som er sygdomsfri mindst 6 måneder efter endt behandling.
I løbet af 2024 udvides klinikken til at tage sig af senfølger efter kræft for alle diagnosegrupper i afdelingen. Patienter kan henvises via behandlende læge på sygehuset.
Tilbud om hjælp til senfølger efter tarmkræft på Herlev Hospital på afdeling for Mave-, Tarm-, og Leversygdomme hjælper patienter med udredning og behandling for senfølger efter kræftkirurgi i mavetarm-området.
Tilbuddet er primært for patienter i Region Hovedstaden. Patienter kan henvises via praktiserende læge eller behandlende læge på sygehus.
Senfølgeklinik for patienter med hovedhalskræft på Herlev Hospital er for tidligere hoved-halskræftpatienter behandlet på Herlev Hospital, og som har behov for rehabilitering pga. senfølger efter strålebehandlingen. Patienter kan henvises via behandlende læge på sygehuset.
Senfølgeklinik for immunterapi på Herlev Hospital er for patienter, der har afsluttet behandling for modermærkekræft med immunterapi, og som ikke har en aktiv kræftsygdom.
Patienter fra Region Hovedstaden og Region Sjælland kan henvises via behandlende læge på sygehuset.
På tværs af landet
Rådgivningsenhed for brystkræftsenfølger - virtuel national MDT-konference på brystkræftområdet på Aarhus Universitetshospital har til formål at rådgive andre behandlende afdelinger og almen praktiserende læger om senfølger efter brystkræft.
Rådgivningsenheden har tilknyttet fagspecialister med kompetencer inden for de hyppigste senfølgeproblematikker til brystkræft.
Praktiserende læge eller læge på hospitalsafdeling fra hele landet kan henvise tidligere brystkræftpatienter med senfølger til MDT-konferencen med henblik på at få rådgivning om behandlings- og henvisningsmuligheder.
Hvad er en MDT konference?
MDT-konferencer er en samtale, hvor kirurger, kræftlæger og billeddiagnostikere fra forskellige regioner sætter sig sammen for at finde den bedste behandling til den enkelte patient.