Gode tilbud rammer både pengepungen og vægten
Vælger du ind imellem en større portion til en lille merpris, når du ser et godt tilbud? Det kan virke fristende, men i sidste ende betaler du blot ekstra for unødvendige kalorier.
Tilbud på mad- og drikkevarer findes overalt
En stor burgermenu for 10 kroner ekstra på fastfoodrestauranten eller en XXL-pose chips til 15 kroner i supermarkedet.
Det kan virke som en god handel, når du for et lille ekstra beløb eller på tilbud kan få mere mad eller drikke for pengene.
Men hvor gode er de tilbud, når det kommer til stykket?
Ekstra kroner og ekstra kilo
Et godt tilbud kan nemt få dig til spontant at bruge lidt flere penge, end du havde planer om. Det kan også medføre, at du spiser og drikker mere, end du har behov for.
Køber du f.eks. en stor burgermenu en gang om ugen i et år i stedet for en mellem, bruger du 520 kr. ekstra. Derudover kommer du til at spise og drikke 146 kalorier ekstra om ugen. Det svarer til et kilo på vægten over et år.
Ligeledes kan en familie på fire, der deler en pose slik på 575 g i stedet for 375 g en gang om ugen, bruge 743 kr. ekstra på fredagsslikket om året. Derudover tager hvert familiemedlem op til 1,3 kg på.
Et kilo ekstra på vægten om året lyder måske ikke af meget, men over en årrække kan det give overvægt.
Køber du en mindre portion eller pakke, kan du og din familie godt hygge jer, uden at de uønskede kilo kommer snigende.
Kaloriebesparelser
Lidt mindre af det, du plejer at spise eller drikke betyder noget på vægten i det lange løb. Undersøgelser viser, at vi typisk ikke kan se en 10 pct. vægtforskel i vores mad, og at det ikke påvirker vores mæthedsfornemmelse.
Til at hjælpe dig med at gennemskue, hvad du kan spare i kalorier ved at spise eller drikke lidt mindre, har vi samlet nogle typiske eksempler.
Det virker måske ikke af meget enkeltvist, men vælger du den mindre størrelse på tværs af eksemplerne, kan det som minimum spare dig for 1-2 kilo på vægten om året.
Eksemplerne er beregnet ud fra, at du spiser eller drikker følgende en gang om ugen i et år.
Eksempler på kaloriebesparelser
Kiloprisen kan være misvisende
I supermarkedet kan det virke fristende at købe en lidt større pakke til en god pris.
Ser du på kiloprisen alene, kan det hurtigt virke som en økonomisk gevinst at købe større portioner og pakker. Over tid kan de små ekstra beløb for unødvendigt meget mad dog hurtigt blive en minusforretning for dig.
Problemet med de større pakker er derudover, at det er nemt at spise og drikke det hele, når det først er købt.
Køber du 500 gram kød i stedet for 400 gram, bliver hakkebøffen måske lidt større, eller der bliver spist en ekstra frikadelle til middagen.
Det samme gør sig gældende med en pose chips på 250 gram i stedet for 150 gram. Inden vi har set os om, er posen spist og de ekstra unødvendige kalorier havnet i kroppen.
Tilbuddet i kiloprisen snyder derfor, da du i sidste ende får lov til at betale lidt ekstra for flere kalorier, du kunne have været foruden.
Er du styret af din urhjerne eller sund fornuft?
Hvem vinder, når du ser "et godt tilbud" - din urhjerne eller din sunde fornuft? Tag testen og find ud af, hvem der egentlig har styringen.