Hvad er knoglemetastaser?
Kræftceller kan sprede sig fra den oprindelige kræftknude til andre steder i kroppen. Hvis kræftcellerne spreder sig til knoglerne, kalder man dem knoglemetastaser. Man kan få symptomer som smerter i knoglen, rygsmerter eller træthed.
Om knoglerne
Knoglerne beskytter de indre organer. Samtidig sørger de for, at musklerne har noget at sidde fast på. Inde i knoglerne findes knoglemarven, som producerer de hvide og røde blodlegemer.
Knoglerne findes i forskellige former og størrelser, og deres struktur gør dem lette, men alligevel stærke og robuste.
Alle kræftsygdomme (undtagen kræft i blodet f.eks. leukæmi) kan sprede sig til knoglerne, men som regel stammer knoglemetastaser fra kræft i bryst, lunger, prostata, nyre eller skjoldbruskkirtel.
Tegn på knoglemetastaser
Det første symptom på knoglemetastaser er ofte en murrende smerte i den syge knogle. Smerter i en knogle kan komme til udtryk ved, at det er svært at sove, at det er vanskeligt at bevæge sig, eller at man har en øm hævelse af knoglen.
Knoglemetastaser kan påvirke kroppens funktioner. Afhængig af hvor knoglemetastaserne sætter sig, kan det give forskellige symptomer. Man kan få symptomer som blødninger, blodmangel, nedsat immunforsvar eller for meget kalk i blodet.
Hvis man har haft kræft, og man får smerter i knoglerne, der varer mere end 2 uger, skal man gå til lægen. Dog er det vigtigt at huske på, at man godt kan have smerter i knoglerne uden, at det er knoglemetastaser.
Hvorfor opstår knoglemetastaser?
En knoglemetastase er kræft, der har spredt sig fra en kræftsygdom et andet sted i kroppen. Når kræftsygdommen har spredt sig til knoglerne, kaldes det en knoglemetastase.
Kræftceller kan sprede sig til andre dele af kroppen og vokse videre i andre organer. Cellerne spreder sig via lymfebanerne eller blodbanen.
Knoglemetastaser består af den samme slags kræftceller, som den oprindelige kræftsygdom. Hvis man har lungekræft, der har spredt sig til knoglerne, er det derfor lungekræftceller, der er i knoglerne.
Behandling
Knoglemetastaser består af kræftceller fra den oprindelige kræftknude. Behandling af knoglemetastaser er den samme, som man får mod den oprindelige kræftform.
Man bliver derfor tilbudt behandling afhængig af den oprindelige kræftform. Hvis den primære kræft opstod i prostata hos mænd eller i brystet hos kvinder, kan man blive tilbudt antihormonel behandling.
Man kan også blive tilbudt kemoterapi eller operation som mulig lindrende behandling. Strålebehandling kan også blive tilbudt som en effektiv metode til at lindre smerter.