Opfølgning efter knoglesarkomer
Når du har afsluttet din behandling, vil din læge på hospitalet i samarbejde med dig og din familie udarbejde en personlig opfølgningsplan baseret på dine behov for hjælp og støtte.
Om opfølgning
Når du skal til opfølgning, foregår det på et af landets to sarkomcentre. Kontrollen foregår oftest ambulant, så det er ikke nødvendigt at være indlagt.
Du skal til opfølgning hver 4.-6. måned i minimum fem år, efter behandlingen er afsluttet.
Hvad sker der ved et opfølgningsbesøg?
Ved opfølgningsbesøgene taler du med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer, gener eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring.
Hvordan du præcist bliver undersøgt ved opfølgningsbesøgene afhænger af sygdommens forløb, og hvilken behandling du har været igennem.
Spørgsmål til lægen
Opfølgningsbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive dine spørgsmål ned i forvejen.
Det kan f.eks. være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen, som lægen kan søge at behandle og lindre.
Hvis du har problemer efter afsluttet behandling, kan du få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, eller du kan have behov for henvisning til specialiseret genoptræning.
Undersøgelser for tilbagefald
Ved lavmaligne sarkomer, som ikke spreder sig til lungerne, undersøger lægen én for at kontrollere, om der er tegn på, at kræften er kommet igen (lokal recidiv). Du får altid taget et røntgenbillede af den knogle, hvor sarkomet sad.
Hvis sarkomet spreder sig, sker det overvejende med blodet og oftest til lungerne. Derfor får man som regel foretaget en røntgenundersøgelse af lungerne, eventuelt suppleret med en CT-scanning.
Hvis sarkomet har siddet i bækkenet eller i bughulen, får man ofte med mellemrum også foretaget en MR- eller CT-scanning. Hvis det er vanskeligt at vurdere MR- eller CT-scanningen, kan det i enkelte tilfælde være nødvendigt at supplere med en PET/CT-scanning.
Læs mere om de forskellige undersøgelser her:
Bekymring for tilbagefald
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen.
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk