Strålebehandling af knoglesarkomer
Strålebehandling bruges i nogle tilfælde enten før eller efter operation for knoglesarkomer. Strålebehandling bruges som eneste behandling, hvis operation ikke er mulig.
Før operation
Strålebehandling før operation (neo-adjuverende) kan gøre knuden mindre, så operationen ikke bliver lige så omfattende. Dermed kan f.eks. armen eller benet i flere tilfælde bevares. Brugen af strålebehandling har således medvirket til, at antallet af amputationer er faldet.
Efter operation
Strålebehandling efter operation (adjuverende) gives for at fjerne eventuelt tilbageværende kræftceller i det opererede område. Dermed nedsættes risikoen for, at kræften kommer igen samme sted.
Strålebehandling efter operation bruges især, hvis sarkomet sidder tæt på livsvigtige organer, som store kar eller nerver, så det ikke er muligt for kirurgen at fjerne et område af rask væv uden om kræftknuden.
Du kan først få strålebehandling efter operation, når såret er helet.
I hvilke tilfælde gives strålebehandling?
Strålebehandling gives som behandling i disse tilfælde:
- Ved Ewings sarkom før eller efter operation eller behandling med kemoterapi. Strålebehandlingen har vist sig at have god effekt
- Som eneste behandling, hvis operation ikke er mulig (f.eks. hvis sarkomet sidder tæt ved rygraden)
- Som smertestillende behandling
- For at nedsætte risikoen for, at et knoglesarkom kommer igen efter operation
Antallet af strålebehandlinger afhænger af sarkomtypen, og om behandlingen gives i forbindelse med operation. Som regel vil du få 23-35 strålebehandlinger.
Selve strålebehandlingen gør ikke ondt og tager kun få minutter hver gang.
Forberedelser inden strålebehandling
Inden strålebehandlingen skal lægen lokalisere præcist det område, der skal bestråles. Dette gøres ved hjælp af en CT-scanning.
Du får også støbt en speciel skal, så du kan ligge i nøjagtig den samme stilling ved hver behandling.
Strålebehandling
Ved strålebehandling anvender man ioniserende stråling til at skade og dræbe kræftceller.
Mere om strålebehandling