Hvad er knoglesarkomer?
Knoglesarkomer er en kræfttype, der opstår i knoglerne. Knoglesarkomer kaldes også 'primær knoglekræft'. Behandling af knoglesarkomer er først og fremmest operation, som kan suppleres med strålebehandling.
Om knoglerne
Knoglesarkomer kaldes også primær knoglekræft, fordi det er kræft, der er opstået i knoglerne.
Knoglerne sørger for, at musklerne har noget at sidde fast på, samtidig med, at de beskytter de indre organer. Inde i knoglerne findes knoglemarven, som producerer de hvide og røde blodlegemer.
Knoglerne findes i forskellige former og størrelser, og deres struktur gør dem lette, men alligevel stærke og robuste. Knoglesarkomer opstår typisk i nærheden af store led eller lange knogler, som f.eks. i arme og ben.
Tegn på knoglesarkomer
De mest almindelige symptomer på knoglesarkomer er konstante smerter i en knogle eller en knude ved knoglen.
I nogle tilfælde opdager man knoglesarkomer ved, at man ved et uheld brækker en knogle, fordi kræften gør knoglen mere skrøbelig og derfor også lettere at brække.
Hvis et knoglesarkom er tæt på et led, kan det medføre ømhed, og det kan samtidigt være svært at bevæge leddet. Opstår kræften derimod i rygraden, kan kræften trykke på nerverne, så man oplever synsbesvær og prikken i arme og ben.
Hvorfor opstår knoglesarkomer?
Årsagen til kræft i knoglerne er oftest ukendt og kan opstå i alle aldersgrupper.
I sjældne tilfælde kan knoglesarkomer opstå, hvis man igennem en længere periode er blevet udsat for højdosis af stråler, eller strålebehandling. Dog er et sarkom mindst 5-10 år om at udvikle sig, efter ioniserede stråler.
Sygdommen i tal
I Danmark fik gennemsnitligt 31 kvinder og 39 mænd årligt konstateret knoglesarkomer i perioden mellem 2017-2021.
I 2021 var der 604 mænd og 479 kvinder der levede med kræft i knoglerne. Det vil sige, at de enten var i behandling, gik til kontrol eller blev betraget som raske.
Behandling
Knoglesarkomer vil som regel blive behandlet med operation, hvor man fjerner hele kræftknuden. Hvis sarkomet sidder ved et knæ, skulder eller hofteled, vil det tit være nødvendigt at lave en rekonstruktion af knoglen, efter sarkomet er fjernet.
Hvis kræften i knoglerne har spredt sig, vil det oftest have spredt sig til lungerne. I nogle tilfælde vil man operere kræften væk, men det er oftest ikke muligt at fjerne alt kræften.
Amputation kan komme på tale, hvis sarkomet har spredt sig så meget, at det ikke kan opereres væk.
Hvad sker der efter behandlingen?
Efter behandlingen bliver man tilbudt at gå til opfølgning. Man går til opfølgning hver 4-6. måned i mindst 5 år, efter behandlingen er færdig på et af landet to sarkomcentre. Her vil man blive undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Det er ved opfølgningsbesøgene også en god idé at tale med sin læge om spørgsmål og bekymringer og få hjælp til eventuelle senfølger og gener.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft