Amager Festival Beats Cancer
På Amager blev der d. 18. juni holdt en mindre lokal festival til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Det er de to ildsjæle Charlotte Dalgaard og Ida Erbs Falkesgaard, som står bag.
Startede som en bryllupsfest
Den lokale festival startede som en bryllupsfest for Charlotte og Esben Dalgaard tilbage i 2016.
- Det var så magisk, at den fortsatte årene efter, fortæller Charlotte. Desværre satte corona en pause for den glædesfyldte festival i nogle år.
Drivkraften bag festivalen i år er også anderledes end før. Både Charlottes mand, Esben Dalgaard, og Idas mand, Jakob Erbs Falkesgaard, er inden for det seneste år blevet konstateret uhelbredelig syge af kræft.
Med fjorten dages mellemrum, fire huse i mellem
- Vi lander lige pludselig det samme sted. Med fjorten dages mellemrum. Fire huse i mellem, fortæller Ida. Ida skriver til Charlotte, da Esben går ud i offentligheden og fortæller om sin kræftsygdom, og så starter vi med at gå en tur sammen ved Amager Strandpark, og mange flere ture følger. - Vores liv er jo fuldstændig vendt på hovedet, og vi står i vores livs krise, fortæller Ida.
På en gåtur spørger Ida ind til festivalen, og foreslår: - Skal vi gøre det sammen, som en indsamlingsfestival til Kræftens bekæmpelse?
- Vi havde begge et stort behov for at skabe noget meningsfuldt for os selv og alle andre, der er ramt af kræft. Vi og “Amager Festival Beats Cancer” vil derfor gøre alt, hvad vi kan for at samle penge ind til formålet, som vi i sagens natur er dybt berørte af, fortæller Ida og Charlotte, og fortsætter:
- Vi er begge familier med børn. Esben og Charlotte har Alberte på 9 år, Olivia på 16, og Jakob og Ida har Agnes på 8 år og Sofia på 9 år. Kræft er ikke for børn, hverken som patienter eller pårørende!
Noget meningsfyldt i al det meningsløse
Arbejdet med festivalen ’giver os en god energi og det at gøre noget sammen, noget meningsfyldt i al det meningsløse, er en stærk drivkraft. ’ fortæller Charlotte.
Endagsfestivalen blev afholdt i Charlotte og Esbens baghave i et villakvarter på Amager. Musikprogrammet bød på stærke kunstnernavne som Wafande, Tøsedrengene/Ray Dee Ohh, Mina Okabe, Sys Bjerre m.fl.
Gæsterne til festivalen var venner, familie, kollegaer og naboer til arrangørerne, men der er dog et max på 200 festivaldeltagere. ’Således forblev festivalen både intim og festlig’, fortæller Charlotte og Ida.
’Der har virkelig været en god gejst til at støtte om op det gode formål, som nu står os så nært. Plus at det er rart at foretage sig noget andet, end det der handler om sygdom’, siger Charlotte.
Festivalen blev en bragende succes med et flot indsamlet overskud på over 250.000 kr.
Start jeres egen indsamling
Alle personlige indsamlinger gør en forskel. Både dem, der tager afsæt i dage, vi fejrer og dem, der tager afsæt i dage, hvor vi mindes. Dem, der indsamler små beløb og dem, der indsamler store beløb. Alt gør en forskel.
Start jeres egen indsamling