Smertefulde og uforudsete senfølger
Kristine blev opereret få dage efter fundet af kræftsvulsten. Ved operationen var lægen nødt til at brække hendes kindbensknogle for at kunne komme til. Efterfølgende rejste Kristine, i selskab af sin mor, igen til USA. Denne gang for at modtage 33 behandlinger med protonstråler - en særlig strålebehandling, som ville være mere skånsom ved det raske væv, som fx Kristines øjne. Behandlingen var intens, og Kristine fik alvorlige forbrændinger i ansigtet og på halsen. Gennem den sidste del af behandlingen var hun på morfin det meste af tiden og levede af proteindrikke.
Den 10. april 2019 var hun endelig færdig med behandlingen og blev erklæret kræftfri. Tilbage i Danmark kunne Kristine langsomt begynde at finde tilbage til hverdagen – men en meget anderledes en af slagsen.
- Mange troede, at alt var tilbage til det normale, da vi kom hjem fra behandlingen i USA. Det var langt fra tilfældet. Ud over forbrændinger og væskeansamlinger i ansigtet, så var min smags- og lugtesans væk, min højre tårekanal var ødelagt, mine øjenvipper og -bryn var brændt væk og mit immunsystem var voldsomt svækket. Så jeg gik løbende til en masse scanninger, kontroller og samtaler – både akutte og planlagte, fortæller Kristine.
Lægen var imponeret over eksamenspræstation
Kristine kæmpede for at få lidt normalitet tilbage i sin tilværelse. Da hun kom tilbage i skolen, var fraværsprocenten på 70 pct., og der var kun to dage tilbage af skoleåret, inden 9. klasses eksaminerne startede. Kristine var dog opsat på at afslutte folkeskoletiden sammen med sine klassekammerater. Midt i trætheden, en senfølge efter behandlingen i USA, knoklede hun på og blev klar til de 10 eksaminer.
- Min amerikanske læge, som løbende fulgte med i, hvordan jeg havde det, fortalte bagefter, at hvis en voksen havde fået samme behandling som jeg, ville vedkommende have været sengeliggende meget længere, fortæller Kristine.
Udover, at Kristine kunne være ekstra stolt over resultatet, så betød de beståede eksaminer også, at hun kunne få sit ønske om at komme på efterskole opfyldt. En drøm, som havde været med til at holde modet oppe, mens behandlingen i USA var hårdest. Efterskoleopholdet var en god tid med nye omgivelser og venner, men det blev også et ophold, der var præget af hendes kræftdiagnose og behandling.
- Kristine var i gennemsnit syg, sengeliggende eller på sygehuset en dag om ugen gennem hele efterskoleopholdet. Hun fik mange infektioner i det bestrålede område og var ofte nødt til at blive i sengen, når de andre gik til undervisning. De voksne var meget opmærksomme og søde til at se efter hende og holde mig orienteret. Det var et fint samarbejde i en tid, hvor det var vigtigt for Kristine ikke at føle sig for anderledes og begrænset af sin diagnose, fortæller Dorte.