Ville bare være en normal pige
Milienas far dør op til en sommerferie. I ferien bruger Miliena noget tid på at tænke over, hvordan det mon bliver, når hun skal tilbage i skole igen? Det afføder lige dele spænding og knuder i maven.
Men som beskrevet indledningsvist bliver den første dag tilbage i skole også den sidste. Miliena kommer ikke tilbage
I stedet beslutter hun sig for at tage resten af skoleåret på en efterskole i Ringsted. Hun vil starte helt forfra et nyt sted. På den nye skole beslutter hun også, at ingen skal vide, at hun har mistet sin far. Ingen!
Hvis nogen spørger, har hun bare ikke kontakt til sin far.
- Dengang troede jeg, at det var det bedste for mig. Det var det slet ikke, fastslår Miliena:
- Men det var nok en måde at passe på mig selv. Ville bare så gerne være en normal pige. Jeg havde fået nok af at være hende som alle kiggede medlidende på, men som ingen turde komme over til. Hvis jeg nu ikke fortalte det, så belemrede jeg ikke andre, og samtidig fratog jeg dem muligheden for at skuffe mig. For hvis de ikke vidste det, så behøvede de ikke at spørge ind til mig. Det føltes meget nemmere, husker Miliena.
Efterskolen vil gerne imødekomme Milienas vedholdende ønske. Dog holder de fast i, at lærerne omkring Miliena bør kende til situationen og tilbyder et rum, hvor der altid er plads til de mange følelser, hun gemmer væk i løbet af dagen.
Rummet bliver brugt en del i starten. For ret hurtigt erfarer Miliena, hvor hårdt det er at holde på sig selv hele tiden og være uærlig. Det er særligt, når Miliena er hjemme i weekenderne, at hun for alvor mærker, hvad det gør ved hende.
- Jeg var bare så vred på alt og alle, når jeg var hjemme i weekenderne. For her kunne jeg give slip. Her skulle jeg ikke undertrykke alle de følelser, der skreg på at blive lukket ud. Det var så drænende – og jeg var helt udmattet, fortæller Miliena.
Dét snakker hun meget med en lærer om, som hun begynder at betro sig til. Han bliver hendes trygge base på skolen, og det hjælper at snakke med ham.
Som tiden går, hober det hele sig alligevel op i hende. Hun kan ikke holde ensomheden ud mere – og en sen eftermiddag fortæller hun det hele til de andre på værelset.
- Jeg bryder fuldstændig sammen. Det var den samme følelse jeg havde, da min far døde. Min krop låste bare sammen og jeg rystede. Jeg kunne slet ikke styre det. Det var både rigtig ubehageligt, men også befriende. Var enormt bange for deres reaktion og for, om jeg satte dem i en ubehagelig situation, fortæller Miliena.
- Men de var så søde – lyttede, anerkendte og havde stor respekt for mine følelser, tilføjer hun.
At hjælpe andre i sorg giver mening
Selvom det er en kæmpe lettelse at tale med kontaktgruppen, går der alligevel noget tid, før Miliena for alvor begynder at åbne op. Vendepunktet bliver, da Miliena tre år senere melder sig under fanerne som frivillig i Det Nationale Sorgcenter, der bl.a. arbejder med børn og unge i sorg. Her finder hun ret hurtigt ud af, at hun ikke er alene: Der er masser af styrke at hente i at tale med ligesindede.
I den forbindelse takker Miliena ja til at medvirke i en video, hvor hun ærligt fortæller sin historie om at miste sin far, om at føle sig helt alene – og om at finde modet til at tale om sorgen, der i årevis har tynget hende.
- Det var angsprovokerende at fortælle det hele foran et kamerahold efter så lang tid, hvor jeg ikke havde betroet mig til så mange andre end min mor. Men jeg gjorde det, og det er jeg rigtig stolt af i dag. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var nemlig, at det var et afgørende skridt i min sorgproces, fortæller Miliena.
Kort tid efter videoen bliver delt på de sociale medier, strømmer det ind med forstående, støttende beskeder. Heriblandt beskeder fra andre i samme situation som hende.
- Det var så overvældende. Det gik bare op for mig, at jeg slet ikke er alene, og folk er ikke ligeglade, smiler hun.
Modtagelsen af videoen bliver Milienas tegn. Det er, som om hun ranker ryggen lidt mere og bliver bekræftet i, at hun ikke er forkert– og ikke mindst at hun er landet på den helt rigtige hylde: Selvfølgelig skal hun hjælpe andre børn og unge i sorg.
I starten sidder Miliena ved telefonen og tager imod opkald. Her bliver hun en slags ventil for andre børn og unge, der har mistet en nærtstående. Hun forstår, anerkender og lytter til deres tanker. Det samme gør hun senere på skrift ved at besvare henvendelser i brevkassen – og i dag er hun vejleder for dem, der sidder ved telefonerne.
- Jeg vil så gerne guide dem, der har brug for det, i en retning langt fra min egen. Det giver så meget mening til alt det meningsløse, siger Miliena med eftertryk.
- Når jeg hjælper andre, hjælper det mig. Der er ingen tvivl om, at det har givet mig et sprog til min egen sorg og udviklet mig i en retning, hvor jeg er blevet meget mere modig og tør tage de nødvendige, svære snakke, fortsætter Miliena.