Pladecellekræft i øjets slimhinde (konjunktiva)
Pladecellekræft i øjets slimhinde en meget sjælden kræftform, der viser sig som en voksende bleg knude på øjet eller bag på øjenlågene. Sygdommen behandles effektivt med operation efterfulgt af frysebehandling eller lokal strålebehandling. De fleste vender hurtigt tilbage til en normal hverdag efter behandlingen.
Lægerne kender ikke årsagen til pladecellekræft i øjets slimhinde, men sollys spiller en rolle. Der er mindre end et tilfælde af sygdommen i Danmark hvert år.
Symptomer
Fornemmelsen af et fremmedlegeme i øjet kan være et tegn på kræft i slimhinden. I nogle tilfælde kan man se en lille hvidlig, fastsiddende plet på øjet eller bag på øjenlåget.
Undersøgelser og diagnose
En nyopstået plet på øjets overflade eller bagsiden af øjenlågene bør altid blive undersøgt af en læge.
Hvis din læge mistænker, at det kan være kræft, vil du blive henvist til videre undersøgelse på øjenkræftafdelingen i Aarhus eller på Rigshospitalet. Hvis øjenlægerne her mistænker kræft i øjets slimhinde, vil du blive opereret med henblik på at få fjernet al kræftvæv.
Øjenlægen stiller diagnosen pladecellekræft i øjets slimhinde ud fra din sygehistorie og ved at undersøge øjets udseende i et spaltelampemikroskop.
Spaltelampeundersøgelse
Spaltelampen består af et mikroskop og en spalteformet lyskilde, der kan drejes. Med spaltelampen kan øjenlægen se mikroskopiske forandringer i øjet og undersøge øjets slimhinder, tårefilmen, hornhinden, regnbuehinden, øjenlinsen og den forreste del af glaslegemet.
Ved hjælp af særlige forstørrelsesglas kan øjenlægen også undersøge den indvendige del af øjeæblet, herunder nethinden.
Vævsprøve giver præcis diagnose
Diagnosen pladecellekræft kan kun stilles sikkert ved, at der bliver taget en vævsprøve fra knuden. Lægen tager vævsprøven fra slimhinden med en lille saks og pincet, og du vil typisk få lokalbedøvelse med øjendråber, inden prøven tages. Prøven sendes herefter til undersøgelse under mikroskop.
Behandling med operation og frysning af kanten
Pladecellekræft i øjets slimhinde behandles først og fremmest med operation, hvor lægen fjerner kræftknuden med en kant af rask væv. Kanten af såret bliver herefter ofte frysebehandlet for at nedsætte risikoen for tilbagefald. I mange tilfælde kan lægen lukke såret direkte.
Hvis du har fået fjernet et større område af slimhinden, kan lægen dække området med et lille stykke slimhinde fra indersiden af kinden eller læben eller med en såkaldt amnion membran transplantation. Denne type transplantation består af tynde hinder humant moderkagevæv fra en vævsbank. De små stykker moderkagevæv ligner øjets slimhinde, og kan fremme helingen og forhindre betændelse og ardannelse i øjet.
Efter operationen får du dryppet øjet med antibiotika og binyrebarkhormon for at forebygge betændelse og nedsætte inflammation.
Kun i sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at få fjernet øjet ved operation for at fjerne kræften.
Supplerende behandling efter operation
For at nedsætte risikoen for at kræften kommer igen, får man ofte supplerende behandling efter operationen. Denne behandling består i enten frysebehandling (kryoterapi) eller lokal strålebehandling (brachyterapi) af området omkring kræftknuden.
Lokal frysebehandling (kryoterapi)
Lokal frysebehandling af øjet foregår med en metalpind, som er nedkølet med flydende lattergas til minus 88 grader Celcius. Øjenlægen bruger metalpinden til kortvarigt at nedfryse slimhinden omkring det sted, hvor knuden sad. Slimhinden er lokalbedøvet, så du ikke mærker behandlingen.
Frysebehandlingen giver kun lette bivirkninger. Du kan opleve, at øjet bliver mere rødt, og at helingen efter operationen går lidt langsommere.
Lokal strålebehandling (brachyterapi) ved hjælp af radioaktiv plade
Bestråling direkte mod det område, hvor knuden sad, kan slå de kræftceller ihjel, som evt. måtte være tilbage efter operationen.
Ved lokal strålebehandling i øjet får du syet en tynd radioaktiv metalplade fast på øjet, så den dækker det område, hvor knuden sad. Pladen er radioaktiv på den side, der vender ind mod øjet. Ved denne metode rammer strålingen direkte på det ønskede område og hjælper til, at rask væv ikke også bliver beskadiget af strålingen.
Pladen er syet fast til øjets overflade i flere timer, og oftest til dagen efter. I den tid har du en øjenklap på, men du kan være hjemme, imens du får behandlingen. Hvor længe pladen skal sidde på øjet bliver udregnet ud fra pladens strålingsstyrke og er derfor forskellig.
Bivirkningerne ved lokal strålebehandling er smerter og irritation af øjets overflade. Smerterne kan behandles med håndkøbsmedicin.
Hverdagen efter behandlingen
Behandlingen vil hos langt de fleste kurere sygdommen uden alvorlige følger, og du kan i løbet af dage til få uger vende tilbage til dit sædvanlige arbejde og liv, som før du blev syg.
Kun i meget sjældne tilfælde vil det være nødvendigt at få fjernet øjet. Hvis du skal have fjernet øjet, er det muligt at få et kunstigt øje.
Opfølgning efter behandlingen
Pladecellekræft i øjets slimhinde kan godt komme igen. Du bliver derfor efter endt behandling tilbudt at møde til opfølgende besøg på en af Danmarks to øjenkræftafdelinger på henholdsvis Rigshospitalet eller Aarhus Universitetshospital i 5 år.
Ved opfølgningsbesøgene vil øjenlægen undersøge dine øjne og føle efter, om lymfeknuderne på halsen er hævede.
Ved mistanke om spredning kan du - afhængigt af symptomerne - bliver undersøgt nærmere med blodprøver, røntgen af brystkassen, MR-scanning af hjerne eller CT-scanning af bughule og brystkassen.
Tilbagefald
I sjældne tilfælde kan pladecellekræft i øjets slimhinde sprede sig til andre steder i kroppen f.eks. til en lymfeknude på halsen eller til lungerne. Hvis kræften er vendt tilbage, vil du i første omgang blive tilbudt en operation. Ved spredning til andre dele af kroppen kan du blive henvist til medicinsk kræftbehandling, men denne type behandling er stadig eksperimentel.
Strålebehandling
Ved strålebehandling anvender man ioniserende stråling til at skade og dræbe kræftceller.
Mere om strålebehandling