Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til, at man har fået tilbagefald af kræftsygdommen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Kræften er vendt tilbage - hvad nu?
Det er ikke ualmindeligt, at kræft i tårekirtlen har spredt sig på diagnosetidspunktet eller kan komme igen på et senere tidspunkt. Hvis sygdommen vender tilbage, er der nye muligheder for behandling.
Undersøgelser for tilbagefald
Hvis der er mistanke om tilbagefald, vil du som regel få taget blodprøver samt foretaget en CT- eller MR-skanning af bughulen og/eller lungerne. Scanningsbillederne bruges til at kontrollere, om sygdommen har spredt sig.
Hvis det ser det ud til, at sygdommen har spredt sig, vil lægen i nogle tilfælde tage en vævsprøve, for at kunne fastslå om det drejer sig om kræftceller fra tårekirtlen.
Behandling af tilbagefald
Hvis kræften er vendt tilbage vil du få tilbudt ny behandling, som kan være operation eller strålebehandling. Lindrende behandling er vigtig og bruges til at afhjælpe generende symptomer.
Ved tilbagefald efter strålebehandling må øjet desværre ofte fjernes, men i enkelte tilfælde, hvor den første stråledosis ikke har været for høj, kan lægerne forsøge med ny strålebehandling.
For de fleste er det chokerende at få at vide, at kræften er kommet igen, og det er naturligt at blive bange. Det en god ide at tale med sundhedspersonalet på hospitalet om reaktionerne og spørge ind til mulighederne for at få hjælp til at håndtere situationen. Du kan også tale med en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse.
Lindrende behandling
Hvis kræften har spredt sig til knoglerne (knoglemetastaser) kan strålebehandling virke smertestillende og bremse sygdommen. Kemoterapi har desværre ofte ingen effekt, men i nogle tilfælde kan det komme på tale. Hvis man har smerter eller kvalme, kan man få medicin, der lindrer disse symptomer.
Smertebehandling
Har man udtalte smerter, kan man få behandling på en smerteklinik. Smerter behandles ofte i et tværfagligt samarbejde mellem øjenlægen/onkologen og specialister i smertebehandling på et smertecenter.
Behandling af metastaser
Hvis kræften spreder sig til andre steder i kroppen, kaldes det metastaser. Metastaser består af samme slags kræftceller som den oprindelige kræftform, hvilket har betydning for behandlingen. Læs om behandling af metastaser:
Hvis kræften ikke forsvinder
Har man én gang haft kræft, ligger det for de fleste i baghovedet, at kræften kan komme tilbage. Alligevel er beskeden om, at kræften rent faktisk er kommet tilbage oftest overvældende.
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.