Symptomer, undersøgelser og diagnose for kræft i tårekirtlen
Kræft i tårekirtlen kan give øjensmerter og dobbeltsyn. Øjenlægen undersøger øjet med bl.a. scanninger, og hvis undersøgelserne viser en knude, tager lægen en vævsprøve fra knuden. Vævsprøven kan afgøre, om det er en godartet knude eller kræft.
Hvis der opstår kræft i tårekirtlen, vil kirtlen vokse og fylde mere. Derved kan tårekirtlen skubbe øjet nedad, udad og ind mod næsen.
Man kan opleve dobbeltsyn og få smerter omkring øjet. Smerterne opstår, fordi kræftcellerne har en tendens til at vokse ind i nerverne.
Øjensmerterne og de andre symptomer udvikler sig oftest over få måneder. I modsætning hertil er godartede tumorer i tårekirtlen længe om at udvikle sig og giver hverken dobbeltsyn eller øjensmerter.
Gå til lægen, hvis du oplever:
- Forskydning af øjets placering
- En knude, der kan føles på det øvre øjenlåg
- Dobbeltsyn
- Smerter i eller omkring øjet
- Synsproblemer, f.eks. sløret syn
Undersøgelser og diagnose
Øjenlægen vil først undersøge om øjets placering i øjenhulen er ændret, og om øjets bevægelighed er påvirket, så du af den grund oplever dobbeltsyn i nogle blikretninger. I nogle tilfælde kan man føle en fast knude foran tårekirtlen lige inden for knoglekanten under øjenbrynet ud mod tindingen.
Øjenlægen vil også spørge ind til, om du har oplevet dobbeltsyn, let nedsat syn eller har bemærket ændret brillebehov.
Hvis øjenlægen har mistanke om kræft i tårekirtlen, får du først foretaget en CT- eller MR-scanning. Kræft i tårekirtlen vil på skanningen vise sig som en tumor, der sædvanligvis er uskarpt afgrænset til det omgivende væv. Det er ikke muligt at stille diagnosen ud fra en scanning.
Man kan først få stillet diagnosen kræft i tårekirtlen, når en vævsprøve af tumoren er undersøgt i mikroskop, og der er fundet kræftceller. Derfor får du efter scanningen taget en vævsprøve af tumoren. Vævsprøven tages ved en operation under lokal eller fuld bedøvelse.