Modermærkekræft i regnbuehinden, strålelegemet, konjunktiva og øjenlåget
Modermærkekræft i øjet opstår hos omkring 75 personer om året i Danmark. Sygdommen opstår i langt de fleste tilfælde bagtil i øjet i årehinden (90 pct. af alle tilfælde), men kan også opstå i regnbuehinden og meget sjældent i strålelegemet, slimhinden på øjets forside (konjunktiva) eller i i øjenlåget.
Modermærkekræft i regnbuehinden (iris)
Regnbuehinden er den farvede del af øjet omkring pupillen, der giver os vores øjenfarve. Modermærkekræft i regnbuehinden opstår i det midterste lag i øjet kaldet uvea.
Modermærkekræft i regnbuehinden er normalt let at få øje på, og sygdommen opdages derfor ofte tidligt.
Denne type modermærkekræft er sjælden og som regel langsomt voksende over mange år fra en skønhedsplet på regnbuehindens overflade.
Sygdommen spreder sig sjældent til andre dele af kroppen. Behandlingen er oftest operation.
Modermærkekræft i strålelegemet
Strålelegemet (corpus ciliare) sidder som en ring bag regnbuehinden. Det er en muskel, der kan ændre pupillens størrelse og formen på øjets linse, når øjet stiller skarpt. Linsen hænger fast i strålelegemet med tynde tråde, og når man ’kniber øjet sammen’, ændres formen på linsen. Her findes også en kirtel, der danner væsken mellem hornhinden og regnbuehinden.
Modermærkekræft i strålelegemet er sjældent og kan sprede sig til andre dele af kroppen. Behandlingen er operation.
Modermærkekræft i slimhinden på øjets forside (konjunktiva)
En sjælden kræftform, der viser sig som en hurtigt voksende mørk knude, hvorfra der stråler blodkar.
Læs mere om symptomer, undersøgelser og behandling af modermærkekræft i slimhinden:
Modermærkekræft i øjenlåget
Modermærkekræft i øjenlåget er meget sjældent med kun få tilfælde i Danmark om året.
Læs mere om modermærkekræft i øjenlåget på denne side, hvor andre sjældne kræftformer i øjenlåget også er beskrevet:
Sjældne kræftformer i øjenlåget
Modermærkekræft i årehinden
Modermærkekræft i årehinden er den mest almindelige type øjenkræft hos voksne. Trods det er det alligevel en sjælden form for kræft, der opstår hos omkring 60 personer om året i Danmark.
Denne type modermærkekræft opstår i det midterste, farvede lag (uvea) af de tre lag, der beklæder bagsiden af øjeæblet. Det yderste lag er den beskyttende senehinde (sclera) og det inderste lag er nethinden, der sender synsindtryk til hjernen gennem synsnerven.
Årehinden består af blodkar, der bringer blodforsyning til øjet.