Behandling af kræft i øregangen
Kræft i øregangen fjernes ved operation, hvis det er muligt. Alternativt kan strålebehandling eller kemoterapi være nødvendigt.
Operation af kræft i øregangen
Hvis det er muligt, vil du som regel få fjernet kræftknuden ved en operation, hvor kirurgen fjerner kræften med en kant af rask væv omkring. Det mindsker risikoen for, at kræften vender tilbage.
Om operation kan lade sig gøre afhænger af, hvor kræften sidder, og om den har spredt sig til det omkringliggende væv.
Mulige følger til operationen
Hvis du får fjernet dit mellem- og indre øre, vil du efter operationen som regel ikke kunne høre på det opererede øre., Du kan også opleve, at balancen er påvirket, og du føler dig svimmel.
Kirurgen vil fortælle dig, hvad du kan forvente i dit tilfælde. Nogle gange kan det lade sig gøre at rekonstruere noget af øret, så du kan høre igen.
De nerver, der styrer bevægelse og følelse i dit ansigt og mund, kan også blive påvirket af kræften eller i forbindelse med operationen, og medføre lammelse af ansigtsmusklerne på den samme side som det påvirkede øre. Det er ofte tydeligt som en skævhed i ansigtet.
Det er som regel midlertidigt, men nogle gange kommer nerverne sig ikke helt igen. Lægen kan i nogle tilfælde foreslå behandling med binyrebarkhormon og beskyttelse af øjets hornhinde med salve og tildækning af øjet om natten.
Strålebehandling og kemoterapi af kræft i øregangen
Efter operationen vil du ofte få strålebehandling af området for at mindske sandsynligheden for tilbagefald.
Hvis operation ikke kan lade sig gøre, kan strålebehandling også være en mulighed i stedet.
Bivirkninger ved strålebehandling i hoved-halsområdet
1-2 uger efter at man er begyndt på strålebehandlingen, kan der opstå det, der kaldes akutte bivirkninger. Bivirkninger kaldes sene, hvis de først opstår, efter strålebehandlingen er afsluttet.
Læs mere og få gode råd til, hvad du selv kan gøre:
Akutte bivirkninger ved strålebehandling i hoved-halsområdet
Sene bivirkninger og senfølger ved strålebehandling af hoved-halskræft
Kemoterapi anvendes i nogle tilfælde som lindrende behandling ved fremskreden sygdom.
Kontrol
Når du har afsluttet din behandling, bliver du tilbudt et møde til kontrol på hospitalet. Ved besøgene taler du med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Bekymring for tilbagefald
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen.
Strålebehandling
Ved strålebehandling anvender man ioniserende stråling til at skade og dræbe kræftceller.
Mere om strålebehandlingBrug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk