Behandling af kræft i skeden
Kræft i skeden behandles med strålebehandling og kemoterapi. Enkelte kvinder kan også få tilbudt en operation. Kræft i skeden er meget strålefølsom, og derfor er der, især i tidlige stadier af sygdommen, rigtig gode behandlingsresultater med høj sandsynlighed for, at du bliver helt kræftfri.
Langt de fleste kvinder med kræft i skeden bliver tilbudt strålebehandling og kemoterapi. Du får både udvendig og indvendig strålebehandling samt ugentlig kemoterapi under strålebehandlingsforløbet.
Operation af kræft i skeden
I meget få tilfælde, hvor kræften sidder i den allerøverste del af skeden, og hvor der er tale om en meget lille tumor, kan operation komme på tale. Her vil du blive tilbudt en udvidet fjernelse af livmoderen og det omkringliggende væv samt den øverste halvdel af skeden. Du kan dog også i disse tilfælde vælge i stedet at få stråle- og kemoterapi, der er en lige så effektiv behandling.
Udvendig og indvendig strålebehandling
Strålebehandlingsforløbet starter med 25-30 udvendige strålebehandlinger. Ud fra PET-CT og MR-scanninger får du målrettet strålerne mod kræftknuden i skeden og det omgivende væv samt de lymfeknude-områder i bækkenet, hvor kræften kan have spredt sig til. Du får som regel også ugentlig kemoterapi under strålebehandlingsforløbet.
Efter den udvendige strålebehandling får du tilbudt indvendig strålebehandling imod selve kræftknuden. Her får du en ganske høj stråledosis i selve kræftknuden, hvor strålingen til bækkenets øvrige organer typisk kan holdes lav.
Selve teknikken for den indvendige strålebehandling afhænger af flere forhold, men som udgangspunkt behandles små kræftknuder ved hjælp af en cylinder i skeden, som den radioaktive kilde føres op i. Hvis det drejer sig om en større kræftknude, består den indvendige strålebehandling i, at lægen fører tynde nåle op i kræftknuden, og efterfølgende fører den radioaktive kilde op.
Kemoterapi samtidig med strålebehandlingen
Sideløbende med at du får udvendig strålebehandling, får du også kemoterapi med stoffet cisplatin.
Der er tale om en forholdsvis lille dosis cisplatin, som du får op til seks gange med en uges mellemrum. Du får kemoterapien gennem et drop i armen over et par timer. Det er forskelligt fra person til person, hvordan man reagerer på behandlingen, men de fleste tåler behandlingen godt.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Hvad er kemoterapi?
Bivirkninger ved strålebehandling af kræft i skeden
Strålebehandling giver bivirkninger, fordi strålerne ud over at ramme kræftcellerne også rammer det normale væv i stråleområdet. Det vil sige tarm, blære, knogler og bindevæv tæt på skeden. I umiddelbar forbindelse med strålebehandlingen vil de fleste få en eller flere af disse akutte bivirkninger, som forsvinder uger til måneder efter endt behandling:
Diarré
Nogle oplever at få diarré. Diarréen kan behandles med stoppende lægemidler. Læs her, hvad du selv kan gøre:
Gode råd ved diarré og tarmproblemer
Blæren kan blive påvirket
10-15 pct. får gener fra blæren i løbet af den udvendige strålebehandling. Generne kan forværres af den indvendige strålebehandling. Generne ligner symptomer på blærebetændelse. Irritation i blæren kan behandles med blæreafslappende midler, men det er dog ikke altid effektivt. Oftest forsvinder generne af sig selv efter endt behandling.
Rødme og irritation af huden
Der er risiko for rødme og irritation af huden i bækkenområdet efter udvendig bestråling. Det kan især være ved skedeindgangen og i lysker. Hudgener kan behandles med luftning af området, påsmøring af fedtholdig creme eller salve samt steroidholdige salver.
Bivirkninger til kemoterapi ved kræft i skeden
Kemoterapien kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller. Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Lave hvide blodceller kan vise sig som infektion med feber og influenzasymptomer, hvorimod mangel på blodplader kan vise sig som næseblod, blå mærker og røde prikker i huden.
Ved feber eller blødning er det vigtigt at kontakte den behandlende afdeling straks.
Træthed
Det er almindeligt at opleve træthed i relation til kemoterapien, og det kan derfor være nødvendigt at sætte tempoet ned.
Kvalme og opkast
I forbindelse med at man får kemoterapi, kan man opleve kvalme og opkast. Man kan få medicin til at forebygge og behandle disse gener.
Påvirkning af slimhinder i munden
Kemoterapien kan påvirke slimhinden i mund og svælg. Det kan vise sig som f.eks. tørhed, små sår, blister og hvide belægninger samt svie og ubehag, når man spiser stærke madvarer. Det er muligt at afhjælpe generne med medicin.
Hårtab
Cisplatin medfører normalt ikke, at man taber håret.
Påvirkning af nervesystemet
Kemoterapien kan påvirke nervesystemet, og man kan få prikken og stikken i hænder og fødder. Hvis det opstår, skal du tale med lægen om det, da der er risiko for, at generne kan blive kroniske, hvis du ikke får ændret på dosis af kemoterapien.
Der kan også opstå ringen for ørerne og høretab. Hørenedsættelse vil være blivende. Det er vigtigt, at du taler med lægen, hvis du får høregener under behandlingen. Læs mere:
Kontrol for påvirkning af nyrerne
Cisplatin kan skade nyrerne, og derfor får man undersøgt sin nyrefunktion inden behandlingens start. Derudover får man i løbet af behandlingen kontrolleret nyrefunktionen med blodprøver.
Senfølger efter strålebehandling af kræft i skeden
Nogle kvinder oplever senfølger efter strålebehandlingen. Senfølger kan være varige og viser sig først efter måneder eller år. På grund af forbedrede tekniske muligheder for mere præcis strålebehandlingen, er det dog mere sjældent, at kvinder får sene bivirkninger efter behandlingen.
Senfølgerne kan f.eks. være forandringer i hud og slimhinder, som kan have betydning for ens sexliv.
Kemoterapi og strålebehandling som lindrende behandling
Hvis kræften har bredt sig uden for bækkenet eller der kommer tilbagefald efter forsøg på helbredende strålebehandling, vil du kunne blive tilbudt kemoterapi med lindrende formål. Formålet med kemoterapien er at hjælpe på de symptomer, som kræftsygdommen giver, og hæmme yderligere vækst af sygdommen i en periode.
Kemoterapien gives ind i blodbanen hver tredje uge, og består oftest af to stoffer, typisk cisplatin eller carboplatin samt paclitaxel. Du får typisk 6 behandlinger, og behandlingen medfører, at du taber håret midlertidigt.
Hvis der er kraftig blødning fra skeden, kan du blive tilbudt lindrende strålebehandling, der vil kunne stoppe blødningen i en periode.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Hårtabet er midlertidigt
For nogle kan håret begynde at vokse ud igen i den sidste del af behandlingsperioden med den lindrende kemoterapi. Hos andre begynder håret først at vokse nogle måneder efter endt behandling. Når håret vokser ud igen, kan farven og strukturen være anderledes end før, men det normaliserer sig ofte over tid. Læs mere: