Hvad er kræft i skeden?
Kræft i skeden er en ondartet knude i skeden. Kræft i skeden behandles med stråler, kemoterapi og kun meget sjældent med operation.
Tegn på kræft i skeden
De mest almindelige tegn på kræft i skeden er smerter efter sex, blodigt udflåd eller kløe og svie der ikke forsvinder. Hvis kræften er fremskreden, kan man også opleve at få forstoppelse eller smerter i underlivet eller ryggen.
Symptomerne er dog meget almindelige og kan være tegn på meget andet end kræft.
Hvorfor får nogle kvinder kræft i skeden?
Ca. 70 pct. af alle tilfælde af kræft i skeden opstår, på grund af en HPV-infektion. HPV er en almindelig virus, der som regel er forbipasserende hos unge kvinder under 30 år.
Rygning øger også risikoen for at udvikle kræft i skeden. Det skyldes formentlig, at rygere har en øget risiko for at få HPV-infektion
Sygdommen i tal
I perioden mellem 2017-2021 fik 29 kvinder hvert år konstateret kræft i skeden i Danmark.
Ved udgangen af 2021 levede 194 danske kvinder med kræft i skeden. Det vil sige, at de enten var i behandling, gik til opfølgning eller blev betragtet som raske.
Behandling
Behandlingen for kræft i skeden er som regel strålebehandling og kemoterapi. Strålebehandlingen foregår både indvendigt og udvendigt, samtidig med at man får kemoterapi en gang om ugen.
Kun hvis kræftknuden er lille og sidder i den allerøverste del af skeden, kan en operation komme på tale.
Hvad sker der efter behandlingen?
Når behandlingen afsluttes, vil man blive tilbudt at gå til opfølgning i minimum 5 år. Ved opfølgningsbesøgene vil lægen lave en gynækologisk undersøgelse, for at være sikker på, at sygdommen ikke er vendt tilbage.
Opfølgningsbesøgene er også en god anledning til at tale med lægen om sine spørgsmål eller bekymringer. Det er også ved opfølgningsbesøgene, at man kan få hjælp til at lindre gener eller senfølger.
Senfølger
Nogle kvinder kan opleve at få senfølger af strålebehandlingen. Senfølgerne kan vise sig lige efter men kan også vise sig flere år efter behandlingen. Senfølgerne kan b.la. være manglende lyst til sex eller smerter under sex. Man kan også opleve tørhed i skeden.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft