Årsager til kræft i svælget
Der findes overordnet to former for mundsvælgkræft. De to former har forskellig årsag: Den ene skyldes infektion med HPV, og den anden skyldes tobaksrygning og alkohol. Til gengæld lader det til, at frugt og grønt mindsker risikoen på grund af dets indhold af karotenoider.
Livsstilsrelaterede faktorer
Både rygning og alkohol øger risikoen for at få kræft i svælget. Desuden stiger risikoen med mængden.
Samtidig er det sådan, at rygning og alkohol forstærker hinandens kræftfremkaldende effekt. Det vil sige, at hvis du både ryger og drikker alkohol, så er der samlet set en endnu større risiko for at udvikle kræft i svælget.
Når du stopper med at ryge, falder risikoen for at udvikle kræft i svælget. Jo længere tid du har været røgfri, jo mindre er risikoen. Uanset hvor længe du har røget, og uanset hvor gammel du er, så vil det gavne dit helbred at blive røgfri. Læs mere:
Overvejer du at stoppe med at ryge?
Frugt og grønt beskytter måske mod kræft i mund og svælg
Frugt og grønt lader til at have en beskyttende effekt mod at udvikle kræft i mund, svælg og strube. Den beskyttende virkning kan muligvis skyldes frugt og grønts indhold af karotenoider.
Virus øger risikoen for kræft i svælget
Kræft i svælget kan skyldes visse typer human papillomavirus (HPV) eller Epstein-Barr virus (EBV). EBV ses især ved kræft i næsesvælget, og denne sjældne kræftform ses især hos inuitter, asiater og personer af arabisk herkomst.
Patienter med kræft i svælget som følge af virus er som regel yngre end patienter med kræft i svælget, som ikke er forårsaget af virus. Kræft i svælget, der ikke skyldes HPV, er forbundet med højt forbrug af tobak og alkohol.
Infektion med HPV i mundsvælget
Nogle HPV-typer smitter via slimhinderne i kønsorganerne og i mundsvælget. Omkring 70 pct. af tilfældene af kræft i mundsvælget skyldes HPV, og tallet er stigende. Infektion med HPV i hoved-halsområdet kan forårsage kræft i mundsvælget, hovedsageligt i mandlerne og i tungeroden.
HPV kan overføres fra underlivet til svælget ved seksuel kontakt. Risikoen for at få HPV-positiv kræft i mundsvælget stiger med antallet af seksualpartnere og ved oralsex.
HPV-vaccinen beskytter mod HPV-infektion, og selvom det ikke er endeligt bevist, tyder meget på, at den også har en beskyttende effekt mod infektion i mundsvælget og dermed mod mundsvælgkræft.
Miljørelaterede faktorer
Asbestudsættelse og beskæftigelse på trykkerier øger sandsynligvis risikoen for at udvikle kræft i svælget.
Læs mere om arbejdsrelateret kræft: