Undersøgelser for kræft i thymus
Thymom opdages ofte tilfældigt. Mistanken opstår, når lægen ved røntgen eller scanning finder en knude i brystkassen bag brystbenet mellem lungerne foran hjertet (i mediastinum anterior).
Ved mistanke om thymom bliver du undersøgt med CT-scanning og får taget en vævsprøve fra knuden.
Røntgen og CT-scanning ved thymom
Hvis lægerne har mistanke om thymom, får du først foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen, hvor de fleste større tumorer kan ses.
Hvis lægen finder en knude på røntgenbilledet, vil du ofte også få foretaget en CT-scanning af brystkassen, da det er en mere nøjagtig undersøgelse.
CT-scanning er en røntgenundersøgelse, hvor der tages en række billeder af kroppen fra forskellige vinkler. Billederne lagres i en computer og vises som ét samlet billede af kroppens indre.
Vævsprøve (biopsi) ved kræft i thymus
Den endelige diagnose kræft i thymus kan lægerne først stille ved at undersøge en vævsprøve i mikroskop. Vævsprøven bliver undersøgt i et laboratorium for, om der er kræftceller til stede. Det tager omkring 1 uge, før der er svar på vævsprøven.
Lægen kan udtage en vævsprøve ved hjælp af en såkaldt grovnålsbiopsi, der foretages ved hjælp af ultralyd eller en CT-scanning. Ved grovnålsbiopsi bruger lægen en nål til at tage en vævsprøve. Dette foregår i lokalbedøvelse.
Hvis det ikke er muligt at foretage en grovnålsbiopsi, kan der være behov for en mindre operation med udtagning af en vævsprøve. Dette foregår i fuld bedøvelse.
PET/CT-scanning ved kræft i thymus
Ved mistanke om, at thymom kræftcellerne har spredt sig, kan man eventuelt få foretaget en PET/CT-scanning af brystkassen for at undersøge, om der er tegn på spredning.
Læs mere om undersøgelsen her:
Ekkokardiografi ved kræft i thymus
Thymus (brislen) ligger tæt på hjertet. I nogle tilfælde får du derfor også foretaget en ekkokardiografi for at se, om du kan få hjerteproblemer.
En ekkokardiografi er en ultralydsscanning af hjertet – en undersøgelse af kroppens indre ved hjælp af ikke-hørbare lydbølger – som kan vise, om der er tegn på hjerteproblemer.
Blodprøver ved kræft i thymus
Inden du skal i behandling, får du også taget forskellige blodprøver. Det gør lægerne blandt andet for at undersøge, om du har autoimmune sygdomme, da der er forhøjet risiko for dette, når man har thymom.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Det er vigtigt med en præcis diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.