Livmoderhalskræft opstået under graviditet
Livmoderhalskræft ses sjældent under graviditet, men er sammen med brystkræft og modermærkekræft en af de tre hyppigste former for kræft som ses i graviditeten i Danmark. Livmoderhalskræft opstår hos cirka 4-5 gravide kvinder om året i Danmark.
Diagnose
Diagnosen stilles, som hos ikke-gravide, ved en gynækologisk undersøgelse med en vævsprøve af det mistænkte område. Diagnosen stilles oftest i de første to tredjedele af graviditeten, og kræften er som regel i et tidligt stadie.
Behandlingen af livmoderhalskræft i graviditeten afhænger blandt andet af tumorens stadie og kvindens ønsker. Behandlingen foretages af specialiserede fødselslæger på Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital.
Symptomer på livmoderhalskræft hos gravide
Blødning eller vedvarende øget udflåd uden forklaring under graviditeten kan være tegn på livmoderhalskræft og bør altid undersøges ved en gynækologisk undersøgelse. Der vil ofte være tale om godartede årsager, men lad for en sikkerheds skyld din læge undersøge det.
Du bør gå til lægen og blive gynækologisk undersøgt, hvis du får:
- Blødning fra skeden i forbindelse med eller efter samleje
- Vedvarende pletblødninger, eventuelt forværret ved fysisk aktivitet
- Øget udflåd fra skeden. Udflåddet kan enten være klart, brunligt eller blodigt. Ofte vil det være ildelugtende
Symptomerne behøver ikke være tegn på livmoderhalskræft, men man skal alligevel blive undersøgt af en læge.
Undersøgelse for livmoderhalskræft og forstadier til livmoderhalskræft
Hvis lægen ved den gynækologiske undersøgelse finder mistænkeligt område på livmoderhalsen, får du taget 1-2 vævsprøver og bliver henvist i kræftpakkeforløb til en gynækologisk afdeling med højtspecialiseret funktion.
Ved vedvarende blødning, hvor lægen ikke finder en knude på livmoderhalsen, og graviditeten ikke kan forklare blødningen, bliver du også henvist til nærmere undersøgelse.
Ved at studere vævsprøven i mikroskop kan lægerne vurdere, om der er kræftceller til stede.
Hvis vævsprøven viser celleforandringer
Hvis vævsprøven viser celleforandringer (CIN3), anbefales man opfølgning hver 12.-24. uge med gynækologisk undersøgelse, smear og/eller HPV-test samt eventuelt vævsprøve. For de fleste kvinders vedkommende betyder denne strategi, at kirurgisk behandling kan udskydes til efter fødslen, da videreudvikling til kræft i graviditeten er meget sjælden.
Hvis vævsprøven giver mistanke om kræft
Hvis vævsprøven giver mistanke om kræft, vil du få foretaget keglesnit. afhængigt af, hvor langt du er i graviditeten.
Man vil derefter tidligst otte uger efter fødslen få en tid til kontrol med en gynækologisk undersøgelse og vævsprøvetagning.
Hvis vævsprøven viser livmoderhalskræft
Når diagnosen livmoderhalskræft er stillet, kan en række undersøgelser vise, hvor udbredt sygdommen er. Det kaldes at stadieinddele kræftsygdommen og er vigtig for at kunne vælge den bedste behandling.
UL- og MR-skanning anvendes som regel som billedundersøgelser til stadieinddeling af livmoderhalskræft i graviditeten, da fosteret er følsomt for stråling. Man bliver ofte også undersøgt med gynækologisk undersøgelse i fuld bedøvelse, for at lægerne kan vurdere tumorens størrelse og beliggenhed i bækkenet.
Behandling af gravide med livmoderhalskræft
Anbefalingerne for behandling afhænger af, om man ønsker at gennemføre graviditeten, og af hvor langt man er henne, når diagnosen stilles samt af sygdommens stadie.
Ved livmoderhalskræft under graviditet bliver man tilbudt et skræddersyet forløb med kontrol, tilvækstskanninger og vurdering af fosteret. Timing af fødslen besluttes af et tværfaglige team, som kan inkludere fødselslæger, kræftlæger, gynækologer med speciale i kræft og læger med speciale i for tidligt fødte børn.
At afbryde graviditeten med abort forbedrer ikke sygdommens prognose.
Forløsning af ikke-færdigbehandlede kvinder foregår ved kejsersnit, og i samme ombæring udføres den eventuelle endelige kirurgiske behandling. Fødsel gennem skeden fravælges, da det medfører en øget risiko for beskadigelse af tumor, stor blødningsrisiko samt risiko for spredning af kræftceller.
Medicinsk afbrydelse af mælkeproduktionen før behandling hos ammende
Hvis man ammer og får kemoterapi, skal amningen afbrydes med medicin. Kvinder, der får kemoterapi, må ikke amme, da mange af stofferne kan passere i høj koncentration over i brystmælken og være skadelig for barnet.
Det anbefales desuden, at mælkeproduktionen afbrydes med medicinsk behandling umiddelbart efter fødslen, hvis man skal i strålebehandling. Det er bl.a. fordi, strålebehandling kan hindre heling af de revner og infektioner, som ofte ses i forbindelse med amning.
Amningen kan stoppes med lægemidlet cabergolin. Cabergolin undertrykker hypofysens produktion af det mælkedannende hormon prolaktin.
Kræftceller kan ikke passere gennem brystmælken over til barnet.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Prognosen påvirkes ikke af amning
Prognosen påvirkes ikke af amning, så medicinsk afbrydelse af amningen forbedrer ikke prognosen.
Anbefalet behandling hvis man ønsker at afbryde graviditeten
Hvis der er tale om kræft, og man ønsker abort, anbefales den sædvanlige behandling af livmoderhalskræft. Læs mere:
Ved livmoderhalskræft med spredning hos gravide
Ved livmoderhalskræft hos gravide med spredning til andre dele af kroppen er prognosen alvorlig. Da der er sandsynlighed for, at moderens levetid bliver nedsat, er det nødvendigt sammen med sin familie og ens læge nøje at overveje, om man vil fortsætte graviditeten.
For at udsætte den kirurgiske behandling kan man få kemoterapi under graviditeten, men man kan først få kemoterapi i andet trimester, dvs. efter graviditetsuge 12, af hensyn til fosteret. Udsættelse af behandling skal balanceres i forhold til risikoen for at kræften udvikler sig hos moderen og skal altid ske på baggrund af en lægelig multidisciplinær team-beslutning og i samråd med moderen.
Valget mellem anvendelse af kemoterapi eller udsættelse af behandling til efter fødsel afhænger af fosterets alder. Jo tættere kvinden er på 34 uge, jo større er tendensen til at udsætte definitiv behandling til efter fødsel.
Kemoterapi
Kemoterapi er behandling med medicin, som standser cellers deling og 'angriber' kræftceller.
Mere om kemoterapiBrug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk