Hvornår skal man behandles for kronisk lymfatisk leukæmi (CLL)?
Når lægen skal beslutte, om du skal i behandling for sygdommen kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), vurderer han eller hun dine symptomer, som f.eks. træthed eller vægttab, på baggrund af danske og internationale anbefalinger.
Lægens vurdering
Når lægen skal vurdere, om du skal i behandling for kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), følges internationale anbefalinger fra International Workshop on CLL (IWCLL) og de nationale danske guidelines.
IWCLL definerer behandlingskrævende (aktiv) kronisk lymfatisk leukæmi som følgende, hvor mindst et af nedenstående sygdomsrelaterede symptomer skal være til stede:
- Vægttab over 10 pct. på 6 måneder
- Ekstrem træthed. Det vil sige, at du ikke kan arbejde eller er ude af stand til at udføre sædvanlige dagligdags aktiviteter
- Feber over 38 grader i mere end 2 uger, uden at du har tegn på infektion
- Nattesved, så sengetøj eller nattøj må skiftes, uden tegn på infektion eller anden årsag
- Tegn på knoglemarvssvigt, hvor du udvikler eller forværrer blodmangel eller mangel på blodplader
- Immunbetinget destruktion af blodlegemer eller blodplader, (dvs. at du danner antistoffer mod egne blodceller og derved ødelægger egne blodlegemer), hvor du ikke har effekt af behandling med binyrebarkhormon - evt. sammen med antistoffer
- Massiv forstørrelse af milten på over 6 cm under ribbenene på venstre side
- Massivt forstørrede (mere end 10 cm) eller markant vækst af allerede forstørrede lymfeknuder
- Fordobling af lymfocyttallet i blodet på mindre end 6 måneder eller 50 pct. stigning på under to måneder, uden at der er tegn på infektion
Individuel vurdering
Det vil altid være en individuel vurdering i dialog mellem læge og patient at finde ud af, hvornår den enkelte har brug for, at der startes et behandlingsforløb. Man skal således ikke altid starte behandling med det samme, selvom man har et eller flere af ovenstående symptomer.