Hvad er kronisk lymfatisk leukæmi (CLL)?

Om blodet og knoglemarven

I blodet findes tre forskellige typer af blodceller: røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.

Blodcellerne dannes i knoglemarven, som findes i hulrummet af kroppens knogler.

Kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) opstår i et forstadie til en særlig type af hvide blodlegemer, der kaldes B-lymfocytter.

Ved CLL ophobes syge B-lymfocytter i blodet, knoglemarven, milten og lymfeknuderne. Når lymfocytterne ophobes i knoglemarven, kan de andre blodceller ikke dannes normalt. Det kan føre til mangel på de andre typer af blodceller.  

Tegn på CLL

CLL opdages ofte tilfældigt ved en blodprøve, som man får taget i forbindelse med, at man bliver undersøgt for en anden sygdom. Derfor har man ofte ingen symptomer på det tidspunkt, hvor sygdommen opdages.

Når symptomerne opstår, er det mest almindelige symptom træthed. Man kan også få feber, nattesved, vægttab, hævede lymfeknuder og forstørret lever eller milt.

Da CLL påvirker den normale funktion af knoglemarven, kan sygdommen gøre, at man får nedsat antal blodceller i kroppen. Det kan give symptomer som åndenød, hovedpine, og øget risiko for infektioner, f.eks. forkølelse. Det kan også give øget tendens til blødning, der viser sig som blå mærker, røde prikker i huden eller små blødninger fra slimhinder i f.eks. mund og næse. 

Hvorfor opstår sygdommen?

Lægerne kender ofte ikke årsagen til, at man får CLL. Dog tyder det på, at arvelige forhold og overvægt kan øge risikoen. Der er også en sammenhæng mellem etnicitet og risikoen for at få CLL.

Der er mistanke om, at visse kemikalier, insektbekæmpende midler, stråling og kemoterapi også kan øge risikoen for, at man udvikler CLL.

Sygdommen i tal

I Danmark var der i perioden 2017 til 2021 gennemsnitligt 179 kvinder og 295 mænd om året, som fik diagnosen kronisk lymfatisk leukæmi. Ved udgangen af 2021 var der 2.064 kvinder og 3.008 mænd, som levede med sygdommen. Det er personer, som enten er i behandling, går til kontrol eller der betragtes som raske.

Tallene viser, at CLL er en sygdom, som mange lever med i lang tid.

Behandling

CLL kan ikke helbredes, men man kan få behandling til at holde sygdommen i ro og lindre symptomer fra sygdommen. 

Ikke alle patienter med CLL får behandling. Det afgøres ud fra symptomer som f.eks. træthed eller vægttab, om man har behov for behandling.

Behandlingen tilpasses til den enkelte patient, men den består ofte af en kombination af kemoterapi og antistoffer (kaldet kemo-immunterapi).

Ved nogle former for CLL har målrettet medicin en særligt gavnlig effekt. I andre tilfælde kan det være en mulighed at behandle med binyrebarkhormon.

Hvis øvrig behandling ikke har nogen effekt, får nogle patienter tilbudt en stamcelletransplantation. Det er især hos yngre patienter, at det kan være relevant.

Hvad sker der efter behandlingen? 

Da CLL er en kronisk sygdom, skal man typisk gå til opfølgning resten af livet.

I de første par år efter diagnosen skal man typisk til opfølgningsbesøg på hospitalet hver 3.-12. måned. Hyppigheden af opfølgningsbesøgene afhænger af ens risiko og symptomer fra sygdommen.

Ved opfølgningsbesøgene bliver man undersøgt for komplikationer til behandlingen, og om der er tegn på, at sygdommen har udviklet sig.

Opfølgningsbesøgene er også en god anledning til at snakke med lægen om eventuelle spørgsmål eller bekymringer.