Symptomer på de kroniske myeloproliferative kræftsygdomme (MPNs)
Fælles symptomer for de myeloproliferative kræftsygdomme er først og fremmest en øget tendens til blodpropper og til blødninger. Men symptomerne kan variere meget, alt efter hvilken af de tre undertyper der er tale om.
Fælles symptomer på de kroniske myeloproliferative cancersygdomme:
- Øget tendens til blodpropper i hjernen (talebesvær, synsforstyrrelser, hovedpine, lammelser, hukommelsesbesvær), øjnene (pludseligt synstab), hjertet eller lungerne (brystsmerter, åndenød), benene (hævelse og smerter) eller organerne i bughulen (smerter i maven)
- Øget tendens til blødninger i f.eks. hud og slimhinder
- Træthed
- Vægttab
- Hovedpine, koncentrationsbesvær, synsforstyrrelser og svimmelhed
- Ømme tæer og fødder
- Sår på fødder og tæer
Blodpropper opstår især i hjernen, hjertet, lungerne og benene. De skyldes, at antallet af hvide blodceller, blodplader og røde blodlegemer (hæmatokrit) er forhøjet.
Tendensen til blødninger ses især ved meget høje blodpladetal, og hvis man har dårligt fungerende blodplader og derfor ikke er i stand til at standse blødninger på normal vis.
Trætheden kan skyldes kroppens forhøjede stofskifte, da den øgede celleomsætning bruger energi fra kroppen.
Mange har på diagnosetidspunktet åndenød og hævede ben, hvilket kan skyldes dårlig hjertefunktion. Nogle oplever også, at en eksisterende hjertesygdom, f.eks. åreforkalkning i hjertets kranspulsårer med brystsmerter, bliver forværret.
Patienterne med MPNs har også en øget risiko for at få udposninger (aneurismer) på hovedpulsåren i maven. For at et eventuelt aneurisme kan opdages tidligt, bliver man derfor undersøgt med enten ultralydsscanning eller CT-scanning. Hvis der er mistanke om aneurismer, vil man blive nærmere undersøgt og eventuelt opereret for aneurisme.
Ved polycytæmia vera (PV) og essentiel tromboctyose (ET) er symptomerne især:
- Træthed, hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser og koncentrations-/hukommelsesbesvær
- Hjertesymptomer
- Hudkløe - især ved polycytæmia vera og især efter varme bade
- Øget risiko for blodpropper i især ben, lunger, hjerte og hjerne
Symptomerne skyldes bl.a., at blodet løber langsommere gennem blodkarrene på grund det forhøjede antal celler i blodbanen (ved PV især den forhøjede hæmatokrit), og fordi de hvide blodceller og blodpladerne klumper sammen. Kløe i huden skyldes bl.a. stoffet histamin i huden.
Symptomer ved myelofibrose
Ved myelofibrose svigter knoglemarvens evne til at producere blodceller, og milten bliver ofte meget stor. Det medfører især følgende symptomer:
- Udtalt træthed, vægttab (ofte 5-10 kg) og nattesved (pga. øget celleomsætning)
- Åndenød ved små anstrengelser (pga. blodmangel)
- Infektioner og blødninger (pga. lave værdier for røde og hvide blodlegemer samt blodplader)
- Trykken i maven (pga. forstørret milt)