Kontrol efter læbekræft
Når du har afsluttet behandlingen for kræft i læben, bliver du som regel tilbudt at gå til kontrol i en periode. Kontrollen foregår ambulant, hvilket vil sige, at man ikke skal indlægges.
Ved læbekræft er der ingen faste anbefalinger for kontrol, og det er derfor ret forskelligt, hvor længe man går til kontrol. Det afhænger af, hvor du er blevet behandlet.
Du kan gå til kontrol flere steder:
- Kræftafdelingen hvor du blev behandlet
- Øre-næse-halsafdelingen i den region, hvor du bor
- Plastikkirurgisk afdeling, hvis du er blevet opereret
Hvad sker der ved kontrolbesøg?
Ved kontrol besøgene taler man med lægen om eventuelle gener eller symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Lægen vil ofte foretage en almen lægeundersøgelse og føle efter eventuelle knuder på halsen. Hvis der er mistanke om tilbagefald, får du foretaget flere undersøgelser som f.eks. blodprøver, vævsprøve og forskellige scanninger.
Spørgsmål til lægen
Kontrolbesøgene er en god anledning til, at man tager sine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive sine spørgsmål ned i forvejen, og man kan også tage en pårørende med til samtalen.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at man gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener.
Hvis man har problemer efter afsluttet behandling, kan man få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, og man kan blive henvist til andre fagpersoner, som kan hjælpe.