Hvad er læbekræft?
Læbekræft er kræft, der opstår på læberne. Kræft i læben kaldes også cancer labii. Kræft på læben kan næsten altid behandles med et godt resultat – også kosmetisk.
Tegn på læbekræft
Læbekræft kan opstå på indersiden af læben i læbeslimhinden, på det læberøde eller på overgangen mellem det læberøde og huden.
Det hyppigste symptom på læbekræft er et sår på læben, som ikke vil hele. Såret sidder typisk på underlæben.
Hvorfor opstår læbekræft?
Årsagen til læbekræft kan blandet andet være rygning.
For meget sollys kan også øge risikoen for at udvikle læbekræft. Når man er ude i solen, bliver man udsat for solens ultraviolette stråler, som øger risikoen for, at man udvikler læbekræft.
Personer, der har haft udendørsarbejde f.eks. arbejde i landbrug, fiskeri og nogle typer håndværk har en øget risiko for at udvikle læbekræft. Det skyldes solens UV-stråling.
Et dansk studie har også vist, at lægemidlet hydrochlorthiazid øger risikoen for at udvikle læbekræft. Risikoen øges, da lægemidlet gør huden mere følsom over for solen UV-stråler.
Sygdommen i tal
I Danmark fik 7 kvinder og 10 mænd i gennemsnit hvert år konstateret læbekræft i perioden 2017-2021. Ved udgangen af 2021 levede 167 kvinder og 373 mænd med diagnosen læbekræft. Det betyder, at de enten var i behandling, gik til kontrol eller blev betragtet som raske.
Som tallene viser, er læbekræft en sjælden sygdom, som få personer bliver ramt af.
Behandling
Læbekræft behandles typisk med operation. I nogle tilfælde kan man også få strålebehandling på læben.
Man kan blive behandlet af enten øre-næse-hals-kirurger eller plastikkirurger. Det afhænger af, om kræften sidder på indersiden af læben i læbeslimhinden, på det læberøde eller på overgangen mellem det læberøde og huden.
Hvis kræftknuden er stor eller sidder på en måde, som er svær at operere, vil man i stedet blive tilbudt strålebehandling. Strålebehandling giver som regel et pænt resultat, da det kun er et lille strålefelt.
Har læbekræften spredt sig til lymfeknuderne på halsen, kan man få strålebehandling af lymfeknuderne. Hvis læbekræften har spredt sig til andre steder i kroppen, kan man blive tilbudt immunterapi.
Hvad sker der efter behandlingen?
Efter behandlingen er afsluttet, vil man blive tilbudt at gå til kontrol. Det er forskelligt, hvor længe man går til kontrol. Det afhænger af, hvilken afdeling man er blevet behandlet på.
Ved kontrolbesøg vil man blive undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage. Lægen vil ofte foretage en almen undersøgelse og føle efter eventuelle knuder på halsen.
Kontrolbesøgene er også en god anledning til at tale med lægen om spørgsmål, bekymringer og problemer.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft